Mandag eftermiddag begav en 83-årig kvinde sig alene ud i vandet ved Marielyst Strand på Falster.

Kvinden er dog dårligt svømmende, og på et tidspunkt kommer hun ud langt væk fra land, at hun har svært ved at holde sig over vandet.

Den 83-årige kvinde er i tydelige problemer, men heldigvis for hende lå en 13-årig dreng i nærheden og drev rundt på et paddleboard.

Og han var hurtig til at komme kvinden til undsætning.

Det skriver TV 2 Øst

»Drengen kommer hen til kvinden og ser, at hun har hovedet under vandet. Han får hende trukket op, hvorefter han opdager, at hun har problemer med sin vejrtrækning og sluger vand,« siger Peter Walentin, politikommissær ved Beredskab Syd, til lokalmediet.

Drengen fik herefter trukket den ældre kvinde ind til stranden, hvor han sammen med en række andre gæster fik givet hende førstehjælp.

Hun havde blå læber og fik kastet op inde på stranden og har det efter omstændighederne godt.

Og det er altså takket være den 13-årige dreng.

Derfor overvejer politiet nu ifølge TV 2 Øst at indstille drengen til en belønning.