»Jeg må bare ærligt indrømme, at jeg ikke synes, at vi skal give dem en check oveni.«
Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg.
Hun reagerer på tal fra Beskæftigelsesministeriet, der viser, at mere end 32.000 personer med oprindelse i de såkaldte MENAPT-lande er på førtidspension.
Oveni denne kommer de også til at modtage en fødevarecheck på 2.500 kroner som konsekvens af regeringens nylige aftale med SF og Enhedslisten.
MENAPT er en fællesbetegnelse for en gruppe altovervejende muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet.
»Der er alt for mange både arbejdsløse indvandrere og førtidspensionerede indvandrere, som i forvejen bliver forsørget af det danske samfund,« siger Inger Støjberg.
Hun peger på, at indvandrere fra især muslimske lande er markant overrepræsenteret blandt førtidspensionister.
»Det kan simpelthen ikke passe, at så mange indvandrere mister deres arbejdsevne, når de kommer til Danmark og opdager vores velfærdssystem,« siger Inger Støjberg.
Man kunne også vende dem og sige, at nu er de jo på førtidspension, ergo har de ikke så mange penge mellem hænderne. Nu får de så en håndsrækning for at kunne klare de stigende fødevarepriser. Har de ikke brug for den håndsrækning?
»Nej, det mener jeg ganske enkelt ikke, at de har. Jeg har ingen lyst til at forsørge folk fra Mellemøsten og slet ikke at give dem en check også,« svarer Inger Støjberg.

Hun mener, at der er noget »helt skævt« ved, at førtidspensionerede indvandrere kan se frem til en fødevarecheck, mens danskere, der arbejder, ikke kan vide sig sikre på også at få en check.
Hvis regeringen og de øvrige aftalepartier var med på det, ville Inger Støjberg gerne afskære indvandrere fra at modtage fødevarechecken. Hun afviser, at det skulle være diskriminerende.
»Når man ikke kan eller vil lave den afgrænsning og sørge for sine egne folk først, så synes jeg ikke, at vi har en forpligtelse til at sørge for alle mulige andre. Derfor er vi ikke med i aftalen,« siger Inger Støjberg.
Hun peger samtidig på, at tallene fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der er kommet 10.000 flere indvandrere med mellemøstlig baggrund på førtidspension i den tid, Mette Frederiksen har været statsminister.
»Mette Frederiksen siger et, og gør noget andet. Socialdemokratiet slår sig op på at være enormt hårde på udlændingepolitikken. Men fakta er bare noget andet. Man sløser med udlændingepolitikken, og det viser bare, at der simpelthen skal andre bolle på suppen.«
B.T. har forelagt Inger Støjbergs udtalelser for Statsministeriet, der henviser til Socialdemokratiet.
»Sidst Inger Støjberg havde ansvaret for Danmarks udlændingepolitik fik flere tusind mennesker asyl hvert år. Siden har vi strammet lovgivningen 100 gange. Det betyder noget og sidste år fik blot 875 mennesker asyl i Danmark,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Socialdemokratiets politisk ordfører, Christian Rabjerg Madsen.
»At påstå, at Socialdemokratiet sløser med udlændingepolitikken er lodret forkert. Socialdemokratiet vil give 700.000 folkepensionister et kontant beløb i en tid med høje priser på mad. Det undrer mig ærligt talt, at Inger Støjberg er så arg en modstander af det,« tilføjer han.


