»Det er fuldkommen vanvittigt.«

Sådan lyder det fra 68-årige Helle de Lichtenberg fra Hellerup. Hun har sin 97-årige, demente mor boende på plejehjemmet Lindely, der netop har fået et påbud af myndighederne på grund af »større problemer af betydning for patientsikkerheden«.

Det er anden gang på knap fem måneder, at det selvejende plejehjem i Gentofte har fået et alvorligt påbud. Og det frustrerer Helle de Lichtenberg, der tidligere har forsøgt at råbe plejehjemmets ledelse op sammen med flere af de andre beboeres pårørende.

»Der er alt for meget slinger i valsen. Det kan godt være, de har kæmpet for at rette op på forholdene, men det har jo ikke hjulpet,« siger Helle de Lichtenberg til B.T.

Helle de Lichtenberg har overvejet at flytte sin demente mor til et andet plejehjem, men på grund af morens demens frygter hun, at det vil gøre mere skade end gavn.
Helle de Lichtenberg har overvejet at flytte sin demente mor til et andet plejehjem, men på grund af morens demens frygter hun, at det vil gøre mere skade end gavn. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Det nye påbud er udløst af et tilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte i november på baggrund af henvendelser fra flere pårørende, der udtrykte bekymring for de sundhedsfaglige forhold og patientsikkerheden på Lindely.

Påbuddet omfatter en række krav til Lindely om at sikre forsvarlig medicinhåndtering, relevant pleje og behandling.

Desuden skal plejehjemmet sikre tilstrækkelig journalføring og sikre en tilstrækkelig implementering af sundhedsfaglige instrukser.

»Det er simpelthen ikke i orden. Jeg kommer til at klage over det, for jeg vil ikke finde mig i det,« siger Helle de Lichtenberg, der selv har oplevet fejl i håndteringen af hendes mors medicin.

»Jeg har to-tre gange fundet tabte piller. Den ene gang på min mors badeværelse. Det viste sig at være en hjertepille. Det er helt urimeligt, at min mor ikke får sine piller,« siger hun.

Plejehjemmet Lindely er et selvejende plejehjem i Gentofte Kommune. Det består af 65 plejeboliger og 9 aflastningsboliger. Arlkivfoto 
Plejehjemmet Lindely er et selvejende plejehjem i Gentofte Kommune. Det består af 65 plejeboliger og 9 aflastningsboliger. Arlkivfoto  Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Styrelsen for Patientsikkerhed har i sin vurdering lagt vægt på, at fejl og mangler i Lindelys medicinhåndtering »generelt rummer en alvorlig fare for patientsikkerheden, herunder risiko for fejlmedicinering eller manglende medicinering«, lyder det i påbuddet.

Under tilsynet konstaterede styrelsen blandt andet, at der hos en beboer, der fik afføringsmedicin på fast basis, ikke var mere medicin i beholdningen, og ifølge journalen var der heller ikke bestilt nyt.

Der blev også fundet afføringsmedicin, der var enten for gammel eller opbevaret forkert. Desuden blev medicin, der nedsætter risikoen for knoglebrud, dispenseret forkert, og hos en beboer, der lejlighedsvis fik medicin mod uro, blev effekten af medicinen ikke konsekvent dokumenteret.

»Der mangler styring, planlægning og kontrol,« siger Helle de Lichtenberg, som mener, at hendes mor fortjener bedre forhold på sit plejehjem.

»Plejepersonalet knokler på, men det virker ikke, som om ledelsen er nok til stede og støtter dem i det daglige arbejde. Der er brug for, at medarbejderne får den fornødne indsigt og orientering, de skal bruge, omkring beboerne. Jeg føler, min mor bliver glemt,« siger Helle de Lichtenberg.

Hvis du er utilfreds med forholdene på plejehjemmet, hvorfor flytter du så ikke din mor til et andet plejehjem?

»Det har jeg overvejet. Men min mor er 97 år og dement. Det vil være for hårdt for hende at skifte plejehjem og vænne sig til nogle helt nye rammer. Men det kan være, jeg bliver nødt til det,« siger hun.

B.T. har kontaktet Henrik Nedergaard, der er direktør for erhvervsfonden Sankt Lukas Stiftelsen, som driver Lindely. Han ønsker dog ikke at kommentere på kritikken fra Helle de Lichtenberg.

»Vi har ikke mulighed for at kommentere på individuelle sager i pressen, men vi tager alle klager meget alvorligt. Ledelsen på Lindely har arbejdet målrettet med at rette op på klagepunkterne fra tilsynet i november, ligesom vi arbejder på at have en stærk og virksom dialog med de pårørende, så alle kan føle sig trygge,« siger han i en skriftlig kommentar til B.T.

Gentoftes borgmester, Michael Fenger (K), har indkaldt Henrik Nedergaard og bestyrelsesformanden på Lindely til et alvorsmøde på sit borgmesterkontor.

»Det er skuffende, at der fortsat er problemer, og vi ser med stor alvor på påbuddet. Vi kommer til at følge meget tæt op på de sundhedsfaglige og plejefaglige ændringer, der skal ske,« sagde Michael Fenger fredag til B.T.

Helle de Lichtenberg krydser fingre for, at der kommer til at ske forbedringer.

»Nu må Henrik Nedergaard indse, at forholdene ikke er i orden, og få rettet op på alle de her fejl og mangler,« siger hun.