»I begyndelsen brød jeg mig virkelig ikke om det, det var jo et skældsord.«

Heks. Det var, hvad hun blev kaldt, Dannie Druehyld. Først tog hun afstand fra det, men så omfavnede hun ordet og blev det: Hele Danmarks heks fra Rold.

Nu er hun død efter længere tids kræftsygdom, 73 år blev hun, skriver Politken.dk i en nekrolog.

Dannie Druehyld blev født i 1947 på Amager i en baptistisk familie.

Dannie Druehyld.
Dannie Druehyld. Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

Som 23-årig blev hun landets yngste børnehaveleder for en udflytterbørnehave, som hun selv og andre slumstormere havde stablet på benene. Hun var med i ungdomsoprøret og kvindebevægelsen og udgav flere bøger, blandt andre ‘Heksens Håndbog’ fra 1987.

Hendes mandige fornavn fik hun, fordi hendes far så brændende ønskede sig en søn. Druehyld valgte hun selv, da stod klart for hende, at hun var en, ja, heks.

»Jeg valgte Druehyld, fordi hyldebærrene jo bliver spist af en fugl, som så skider frøene ud over det hele, så der vokser hyld her og der og alle vide vegne. Og det er jo meget fint til sådan en som mig, der får gode ideer og gerne vil have dem til at sprede sig,« fortalte hun til Politikens nekrolog-skribent i 2019.

Dannie Druehylds vej fulgte de vilde urter, hun havde elsket fra barnsben, skriver Politiken.

Dannie Druehyld blev 73 år.
Dannie Druehyld blev 73 år. Foto: pr-foto
Vis mere

Før hun blev heks, var hun økofeminist, urtekræmmer og markedsgøgler.

Hun flyttede i begyndelsen af 1980erne til Himmerland, og da en journalist i 1985 ledte efter en heks at interviewe, sprang hun ud, som det hun siden blev kendt som: Heksen fra Rold.

Dannie Druehyld var miljøforkæmper gennem hele sin voksenliv.
Dannie Druehyld var miljøforkæmper gennem hele sin voksenliv. Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

Dannie Druehylds vigtigste mission som heks var ifølge Politikens nekrolog-skribent ikke heksekunster, men at kæmpe for miljøet og klimaet. Hun var en af de første, der råbte op. Og hun blev ved. Til det sidste.

Dannie Druehyld efterlader sig en datter og et barnebarn.