Hvis Heine Sørensen fra Nordjylland var en emoji, ville han være den mellemfornøjede med lige mund.  

For han synes, det er fint med afgiftsnedsættelsen på benzin og diesel på to kroner for en liter benzin. 

»Lidt har også sin ret. Men hvis det virkelig skal batte, så skal vi ned omkring ti kroner for en liter benzin. Så vil det virkelig kunne mærkes,« siger Heine Sørensen, der bor i den lille by Øster Svenstrup, der ligger mellem Brovst og Ferritslev i Nordjylland.

Det er regeringen - bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale - der sammen med Dansk Folkeparti har landet en skatteaftale, som blev præsenteret torsdag. 

Udover en nedsættelse af benzin- og dieselafgiften, så fortsætter afgiftsfritagelsen for elbiler et år mere.

Det var ellers meningen, at registreringsafgiften på elbiler gradvis skulle stige fra årsskiftet.

Heine Sørensen ejer en Volvo V70 fra 2008, der kører ca. 10 kilometer på literen. Med et årligt kørselsbehov på 30.000 kilometer, vil han spare ca. 6000 kroner på nedsættelsen af afgiften med to kroner, hvis der tages udgangspunkt i den nuværende listepris på 16 kroner for en liter.

Måske lidt mindre, understreger han, fordi en del af kilometerne er ture sydpå med familiens campingvogn.

»Det føles ikke som den store jackpot, når gevinsten på den måde er fordelt jævnt ud på året på den måde. Jeg er også bange for, at benzinselskaberne bare kommer til at skrue prisen op,« siger Heine Sørensen.

Heine Sørensen er ikke umiddelbart parat til at pensionere bilen og købe en elbil istedet.

»Vi har en campingvogn, der vejer 1900 kilo. Og den har en elbil svært ved at trække. Det kan kun de allerdyreste, der kan det,« siger han.

B.T. har også talt med pensionisten og bilisten Erik Engelsted, der fortæller, at han er 'bedøvende ligeglad' med afgiftsnedsættelsen. Det skyldes, at han kører meget få kilometer og derfor har en minimal besparelse.

Som en del af skatteaftalen så er det også planen, at mellemskatten skal afskaffes fra år 2029, og toptop-skatten på fem procent afskaffes fra 2028.