Adskillige danskere er på andet døgn strandet i Moskvas lufthavn – og de aner stadig ikke, hvornår de kan komme hjem.

Mens timerne går, vokser flere af de strandede passagerers frustration over luftfartsselskabet Thai Airways' ageren – eller mangel på samme.

Søndag ved 18-tiden måtte Thai Airways-flyet TG 952 sikkerhedslande i Moskva, efter hvad passagererne har fået oplyst som følge af et brændstoflæk og problemer med motoren.

De første tre en halv time måtte passagererne tålmodigt vente i det propfulde fly, men da de derefter fik lov til at forlade flyet, kom der en nedslående besked til størstedelen af dem – herunder alle danskerne om bord:

At de ikke måtte forlade lufthavnen, idet de ikke havde visum til Rusland – og at det ikke kunne lade sig gøre at skaffe det med så kort et varsel.

Derfor har over 200 af passagererne siden opholdt sig i lounges i lufthavnen, hvor de må sove på gulvet, mens de venter på nyt om, hvornår de kan komme hjem. Heriblandt familier med små børn.

Men det værste er ikke den manglende komfort, fortæller en af de mange strandede danskere, Heidi Christensen til B.T.

»Vi har det okay, men er frustrerede over den manglende information fra Thai Airways,« siger hun over telefonen fra Moskvas lufthavn.

Efter hvad passagererne har fået oplyst, skulle luftfartsselskabet have en repræsentant i Moskvas lufthavn.

Sådan så der mandag morgen ud i business-loungen i Moskvas Lufthavn, hvor mange danske passagerer på vej hjem fra Thailand er strandet på grund af en sikkerhedslanding.
Sådan så der mandag morgen ud i business-loungen i Moskvas Lufthavn, hvor mange danske passagerer på vej hjem fra Thailand er strandet på grund af en sikkerhedslanding. Foto: Privat
Vis mere

»Men siden vi forlod flyet, har vi intet hørt fra Thai Airways. Intet,« siger Heidi Christensen.

Flere andre at de strandede danskere har kontaktet B.T. og givet udtryk for deres frustration over, hvad de oplever som mangelfuld information fra Thai Airways' side.

»Det har været meget kaotisk,« siger Heidi Christensen og fortsætter:

»Da vi var landet, lovede kaptajnen, at vi ville få en seng at sove i, men da vi skulle forlade flyet, lød beskeden, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre for de europæiske passagerer, fordi vi ikke har visum til Rusland.«

De thailandske passagerer behøver ikke visum og kunne derfor overnatte i en behagelig hotelseng.

»Vi forsøger at holde humøret højt i loungen, selvom det bliver sværere og sværere, som tiden går, og vi intet får at vide,« siger Heidi Christensen.

»Klokken 8 i morges skulle vi have fået en briefing af Thai Airways' medarbejder i lufthavnen, men den har vi stadig ikke fået. Vi ved ingenting,« fortsætter hun.

Lidt nyt har de mange strandede passagerer dog fået. Desværre var det ikke godt nyt.

Siden sikkerhedslandingen har flyets passagerer ventet på mere information om situationen - hidtil forgæves.
Siden sikkerhedslandingen har flyets passagerer ventet på mere information om situationen - hidtil forgæves. Foto: Privat
Vis mere

En medarbejder fra lufthavnen i Moskva fortalte ved midnatstid, at flyet var i stykker, og at mekanikere mandag aften ved 19-tiden kommer og reparerer det.

»Vi har fået at vide, at vi derefter skal flyves hjem med det samme fly, men jeg tvivler ærlig talt på, at vi kommer hjem med det fly,« siger Heidi Christensen.

Derfor har hun forberedt sig på at blive i lufthavnens lounge i hvert fald frem til midnat – og sandsynligvis længere end det.

»Jeg skulle ellers have været tilbage på arbejde i dag (mandag, red.),« siger hun.

Gunnar Tobiesen og Mathias Twete er to af de strandede danskere. Trods ventetiden forsøger de at holde humøret højt.
Gunnar Tobiesen og Mathias Twete er to af de strandede danskere. Trods ventetiden forsøger de at holde humøret højt.
Vis mere

Ifølge den strandede passager har flere andre taget konsekvensen af den meget lange ventetid – og det begrænsede informationsniveau – og købt billet til andre fly i bestræbelserne på at komme hjem hurtigst muligt.

B.T. har siden søndag arbejdet på at få en kommentar fra Thai Airways.

Flyselskabet er dog endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelser.