»Jeg fatter ikke, hvordan det kan lade sig gøre,« siger den tydeligt berørte far Christian Roland Larsen.

Han har som mange andre fulgt med i nyhederne det seneste døgn og hørt om en pædofilidømt mand, der er vendt tilbage til lokalsamfundet, hvor hans ofre bor, og hvor han stadig opsøger børn.

Enhver forælders mareridt er, at ens barn ender i kløerne på en pædofil. For Christian Roland Larsen blev det mareridt til virkelighed i 2005, da hans datter Matilde blev seksuelt misbrugt af en pædagogmedhjælper i børnehaven, der rørte ved hende, mens han tilfredsstillede sig selv.

Den pædofile Martin Svejgaard Johansen, der forgreb sig på hans datter og 12 andre børn i Børnehuset Grønnebakken i Beder, gik ud og begik nye og værre overgreb mod børn, efter han blev løsladt.

I kølvandet på Beder-sagen og de nye forfærdelige overgreb strammede politikerne loven i 2020.

Netop derfor sætter det en masse følelser i gang hos Christian Roland Larsen, når han hører om den nye sag fra Hejninge uden for Slagelse, som TV 2 og TV 2 Øst har beskrevet.

Her er en 60-årig mand, der selv bor i området, dømt for at have krænket en 11-årig dreng seksuelt og for at være i besiddelse af børnepornografi.

Manden blev i 2019 idømt ni måneders fængsel og er nu efter at have udstået sin straf tilbage i Hejninge, hvor han har tilhold mod at opsøge tre drenge i alderen 11 til 14 år.

tip os
Kender du til sagen fra Hejninge, eller har du oplevelser med dømte pædofile i andre lokalområder, så tip os her

Men alligevel er han flere gange set på skolens område, ligesom han har opsøgt adskillige af byens børn både i virkeligheden og på nettet. Det har efterladt lokalsamfundet dybt frustreret, hvilket Christian Roland Larsen i den grad kan sætte sig ind i:

»Det er trist for de mennesker, som én gang har lidt den smerte, som det er at blive udsat for hans forkerte handlinger – og at de oven i det skal acceptere det her…«

Han stopper op. Selvom det er længe siden, at hans datter blev seksuelt misbrugt, sidder det stadig i ham. Og ikke mindst den følelse, han og resten af familien sad tilbage med, da de hørte, at datterens overgrebsmand havde gjort det igen.

Selvom manden havde skiftet navn fra Martin Svejgaard Johansen til Morten Bundgaard og flyttet til en ny landsdel, havde han de samme drifter. Fra 2013 til 2016 udsatte han to piger på tre og otte år for groft seksuelt misbrug, blandt andet ved anal voldtægt, indtil han blev anholdt 17. november 2016. I dag afsoner han en forvaringsdom.

Lovændringerne, der kom i kølvandet på overgrebene, betød blandt andet, at flere dømte pædofile fik opholdsforbud samt uanmeldte kontrolbesøg af politiet.

En lovændring, der dog kun omfatter de pædofilidømte, der har et forbud mod samvær med børn. Og det er langtfra alle, der har det.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og få svar på, hvorvidt den 60-årige mand i Hejninge har et forbud mod samvær med børn.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har over for TV 2 Øst sagt, at man ikke ønsker at kommentere den konkrete sag fra Hejninge, men at man opfordrer til at anmelde det til politiet, hvis et tilhold bliver overtrådt.

Men både forældre og skolelederen fra den lokale skole Trelleborg Friskole fortæller, at de løbende er i kontakt med politiet om de episoder, de oplever med manden – og det hjælper ikke. De er stadig utrygge, fortæller de.

Christian Roland Larsen var glad for to år siden, da loven blev strammet over for pædofile. Men i dag er smilet ikke lige så stort.

»Det her viser tydeligt, at loven endnu ikke er tilstrækkelig eller fuldendt,« siger Christian Roland Larsen.

Nicolai Sivan Holst er forsker og lektor i strafferet, herunder i forbrydelser mod børn, ved Aarhus Universitet. Han mener, at der mangler nogle oplysninger i mediernes dækning af sagen fra Hejninge.

»Der bliver ikke nævnt, hvad han konkret er dømt for, og så kan det være svært at vurdere, hvorvidt der ville være hjemmel til at frakende ham retten til at omgås børn,« siger strafferetsforskeren.

Han peger på, at den offentlige debat er drejet over på, at vi mangler en grooming-paragraf for at ramme folk som manden i Hejninge.

Men det er ikke rigtigt, mener Nicolai Sivan Holst:

»Vi har i forvejen en paragraf, der vil kunne ramme grooming. I Danmark er det nemlig strafbart at forsøge at begå en forbrydelse. Så grooming vil kunne straffes som forsøg på seksuelle overgreb.«

Flere partier ser det dog stadig som en løsning på problemet at indføre en grooming-paragraf. Og til TV 2 siger justitsminister Nick Hækkerup, at lovgivningen ikke er tilstrækkelig, hvorfor man har nedsat en arbejdsgruppe i maj 2021, der skal se på udarbejdelsen af en ny paragraf.