Hanne Paulsen kunne ikke tro sine egne øjne, da hun cirka klokken 17.30 i dag forsøgte at gå på Facebook.

Intet skete, sådan blev det ved, indtil hun kort tid efter kunne læse, at dét og flere andre sociale medier var gået ned.

For de fleste mennesker er det blot ensbetydende med, at man ikke kan bruge sin aften på at surfe endeløst rundt på Instagram og Facebook, men for Hanne og hendes datter var problemerne en smule større.

De ejer nemlig mode-webshoppen Mulieres.dk, og her har man nu i længere tid forberedt sig på en større liveauktion mandag aften klokken 19.30.

Det skulle have fungeret på den måde, at Hanne og datteren havde hyret to modeller, der ville vise tøj frem på en livevideo, og så kunne alle seerne skrive i kommentarfeltet, om de ville købe tøjet.

»Vi havde brugt mange penge til markedsføring, og der var også masser af personer tilmeldt begivenheden. Det er så tabt det hele,« fortæller Hanne Paulsen.

To gange før har Mulieres.dk lavet en liveauktion, og begge gange har det været en succes for mor og datter.

Men mandag aften blev det altså en tid mod uret, og den tabte de.

Her ses de to modeller, der var klar til at vise tøjet frem
Her ses de to modeller, der var klar til at vise tøjet frem

»Vi har stået i vores fotostudie med modellerne og ventet og ventet. Som tiden gik, kunne vi dog godt se, at det blev svært, og det har da givet ondt i maven, for vi har heller ikke kunnet kommunikere med vores kunder,« siger Hanne Paulsen.

Nu har de dog besluttet, at liveauktionen med de mange modetilbud kommer til at løbe af stablen tirsdag klokken 19.30.

»Og så må vi bare håbe, at folk ser med, selvom begivenheden på Facebook jo er ovre nu,« siger Hanne.

Facebook, Instagram, WhatsApp og flere andre medier gik ned mandag aften klokken 17.30, og de sociale medier er stadig ikke oppe at køre på nuværende tidspunkt.