Kokke fra fem restauranter landet over deltog i søndags i konkurrencen om at blive årets Øko Kok.

Opskriften var klar.

De fem repræsentanter mødte op på Brandbygegaard i Odder uden at ane, hvilke råvarer de gik ind til. Den eneste regel, de blev præsenteret for, var, at alle gårdens råvarer var til rådighed.

Med dem skulle de præstere tre retter.

Fra Aarhus var restaurant Hærværk med for femte gang denne gang repræsenteret ved kokken Rune Lund Sørensen og kokkeelev Frida Jensen.

»For os er det en rigtig kokkekonkurrence i forhold til, man selv skal ud at hente sine grøntsager. Det er råvarerne på dagen, der bestemmer, og der er intet, der er indøvet. Det er rigtig madlavning,« siger Rune Lund Sørensen.

I dommerpanelet sad madskribent Anders Halskov-Jensen, køkkenchef fra Michelin-restauranten Ti trin Ned i Fredericia, Mette Hvarre Gassner og køkkenchef Nicolaj Møller fra Vejle.

Og efter først en forret, hovedret og så dessert stod det klart, at det var kokkene fra Aarhus, der løb med titlen som årets Øko Kok i 2021.

»Det er jo dejligt at have den hjemme igen, og vi havde vores ældste elev Frida Jensen med, så det er dejligt med en succesoplevelse til hende også,« fortæller han.

Vinderretten bestod af makrel i tomat med syltet makrel, en klar tomatsuppe, artiskokker på to måder og oste på Naturmælk serveret på tre forskellige måder.

Går I efter at vinde titlen igen næste år?

»Vi gør altid vores bedste, når vi er afsted, ellers er der ingen grund til at stille op. Jeg satser på, at Lasse vores mellemste elev, skal med næste år, og så håber jeg selvfølgelig, vi vinder,« siger han.