På Nørresundby Gymnasium har man trods coronarestriktioner valgt at samle 250 afgangselever og lærer i skolens kantine.

Et afslutningsarrangement hvor der bliver serveret morgenmad, uddelt kåringer og bagefter skal eleverne spille rundbold.

Til sidst skal de alle spise frokost sammen i kantinen med dertilhørende vin og øl. Det skriver Nordjyske.

Rektor på Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm, frygter dog ikke, at nogen bliver smittet.

»Det er jo efterhånden nemmere at finde ti veganere i Nordjylland, end én med corona,« siger han til Nordjyske.

Ifølge rektoren er det også forsvarligt at afholde arrangementet, fordi der ikke nogen grænse for, hvor mange der må være samlet på gymnasiet, så længe afstandskravet på én meter overholdes.

På gymnasiet har der også kun været én smittet elev, mener rektoren.

En elev der tilfældigt fandt ud af, at hun var smittet, fordi hun var bloddonor.

Det er ikke første gang rektor Søren Hindsholm kommer i søgelyset under coronasituationen.

Helt i starten, da corona for alvor brød ud i Danmark, insisterede rektoren nemlig på at sende sine elever på studietur til Italien.

Her var nogle elever meget bekymrede, men Søren Hindsholm selv tog dog også denne situation meget stille:

Dengang sagde han, at gymnasiet følger Udenrigsministeriets rejsevejledning, og de anbefaler fortsat, at man tager til Italien, så det gør vi ligesom resten af danskerne.