I erklæringen raser moskeens talspersoner mod artiklen, som de mener giver »et forvrænget billede« af imam Abu Mostafa Al-Shami.

Og så sender de en klar opfordring til alle landets moskeer og muslimske organisationer.

»Wakf-moskeen i Aarhus (Grimhøjmoskeens officielle navn, red.) har fulgt med i den artikel, som B.T. for nylig har offentliggjort om imam Abu Mostafa Al-Shami,« lyder det blandt andet i erklæringen, der fortsætter:

»Artiklen indeholder en række alvorlige og uretfærdige påstande, der bygger på misforståelser og løsrevne opslag fra sociale medier – og som samlet set giver et forvrænget billede af både imamen og moskeen.«

Baggrunden for erklæringen er B.T.s artikler om moskeens imam, Abu Mostafa Al-Shami, der også er kendt under navnet Mohammad Jammal.

I disse bliver det beskrevet, hvordan imamen på Facebook har delt en lang række opslag, hvor han hylder den palæstinensiske terrororganisation Hamas og videredeler udtalelser fra Hamas-ledere.

Her ses et opslag, hvor Grimhøjmoskeens formand, Oussama El-Saadi, videredeler erklæringen og oversætter den til arabisk. El-Saadi blev sidste år idømt et år og tre måneders betinget fængsel for socialt bedrageri sammen med sin kusine, som han har fire børn med. Han har anket straffen.
Her ses et opslag, hvor Grimhøjmoskeens formand, Oussama El-Saadi, videredeler erklæringen og oversætter den til arabisk. El-Saadi blev sidste år idømt et år og tre måneders betinget fængsel for socialt bedrageri sammen med sin kusine, som han har fire børn med. Han har anket straffen. Screenshot fra Facebook

Derudover har han også delt et opslag, som insinuerer, at jøder – ikke islamistiske terrorister – stod bag 11. september-angrebet på World Trade Center og et andet, hvor israelere afbildes som rotter, der flygter op af en kloak.

B.T.s artikler har affødt voldsom kritik fra blandt andet Socialdemokratiet og Moderaterne.

Grimhøjmoskeen afviser dog blankt kritikken og erklærer deres »fulde støtte« til Abu Mostafa Al-Shami.

Moskeen runder sin erklæring af med en opfordring til landets muslimer:

I 2018 blev Abu Mostafa Al-Shami idømt syv dages betinget fængsel for nogle udtalelser i Jyllands-Posten og Skive Folkeblad, hvor han havde sammenlignet homoseksualitet med dyresex og pædofili.
I 2018 blev Abu Mostafa Al-Shami idømt syv dages betinget fængsel for nogle udtalelser i Jyllands-Posten og Skive Folkeblad, hvor han havde sammenlignet homoseksualitet med dyresex og pædofili. Facebook

»Samtidig opfordrer vi alle moskeer, organisationer og islamiske centre i Danmark til at stå sammen i solidaritet og fælles ansvar for at beskytte sandheden og det muslimske samfunds omdømme.«

»Når én af os bliver angrebet uretfærdigt, bliver vi alle berørt – og kun gennem enhed, visdom og samarbejde kan vi sikre vores fælles fremtid og vores ret til respekt og retfærdighed,« lyder det videre.