Det har vakt jubel i hele verden, at medicinalgiganten Pfizer mandag kunne meddele, at man har en effekt på 90 procent i sin corona-vaccine.

Udmeldingen kommer efter, at 43.500 frivillige testpersoner har deltaget i en dobbelt blindtest, hvor nogle fik vaccinen, mens andre fik identiske placebo-piller, der ikke har nogen effekt.

En af de frivillige er 44-årige Glenn Deshields fra Austin, Texas, som er overbevist om, at han fik den ægte vare, da fase 3-studiet fandt sted i juli.

Han beskriver nemlig ifølge Metro, at han led af slemme bivirkninger, som mest af alt mindede om slemme tømmermænd. Han er glad for at høre de positive nyheder om vaccinen.

»Et af min bedstefars første minder er klokkerne, som ringede, da Første Verdenskrig sluttede. Det var en forfærdelig krig, og der skete forfærdelige ting, og folk var bare glade for, at det var overstået,« siger han.

»Det føltes på samme måde for mig. Det føltes næsten som noget lignende. Jeg takker Gud for, at det får en ende på et tidspunkt,« siger han ifølge Metro.

En anden testperson, 45-årige Carrie fra Missouri, som medvirker uden efternavn, bekræfter voldsomme bivirkninger ifølge avisen.

Hun bruger dog ikke ordet tømmermænd, men beskriver det som hovedpine, feber og ømhed i hele kroppen. Men hun er stadig glad for, at hun deltog.

»Der er så mange mennesker, som har haft den (corona, red.) og lidt. Tanken om, at vi kunne gøre noget for at forhindre folk i at lide af den, fra at miste familiemedlemmer, at vi kunne slippe af med den og komme tilbage til en slags normalitet i vores liv – det er en afgørende faktor for mig. Jeg vil ikke have, at nogen som helst nye skal blive syge,« siger hun ifølge Metro.

Pfizer er ikke de eneste, som melder positivt ud om vaccine. Rusland har efter nyheden overgået giganten ved at melde ud om en vaccine, der har en effekt på 92 procent. Og herhjemme meldte Statens Serum Institut i går, onsdag, ud, at man er klar til at teste sin egen vaccine på mennesker.