Det var et yderst sjældent syn, som de lokale fra Hornbæk Strand stod op til onsdag morgen.
Langs strandens vandkant var der skyllet noget af en uventet gæst i på land. Her lå der nemlig en kæmpestor, død tunfisk.
Og det er altså et sjældent syn, hvis man spørger Jens Peder Jeppesen, som er havbiolog og akvariechef ved Øresundsakvariet i Helsingør.
»Det er meget, meget imponerende, at så stor en tun er skyllet op på land herhjemme. Det er første gang, at jeg har set en så stor opskyllet død tun i Danmark,« fortæller han.

Jens Peder Jeppesen var derfor også én af dem, der lynhurtigt tog ud for at se fisken, da han hørte om opdagelsen. For selvom man kan opleve, at de store fisk ofte springer rundt i Øresund, er det noget ganske særligt at se en død tunfisk på land.
Tunen, som blev skyllet op, skulle angiveligt være 2,6 meter lang og vejer mellem 250-270 kilo. Og selvom det i manges ører kan lyde helt vildt, kommer størrelsen alligevel ikke bag på Jens Peder Jeppesen. De kan nemlig blive meget større end det.
»De kan veje helt op til 700 kilo, så det er faktisk kun en lille én, som er blevet fundet.«
Han fortæller desuden, at det er uklart, hvad den gigantiske fisk er død af. Men fordi den havde store mærker på kroppen, formoder han, at den er død af skader og overanstrengelse.
»Vi ved ikke, hvad dødsårsagen helt præcist er endnu, men den har en del videnskabelige fiskemærker, og det kunne derfor være nærliggende, at den er død af overanstrengelser efter en mærkning, men vi ved det som sagt ikke endnu,« fortæller han.

For at markere den vilde opdagelse påpeger Jens Peder Jeppesen også, at Øresundsarkvariet nu har lejet en stor frysecontainer, som tunfisken skal opbevares i, således at besøgende på Akvariet kan komme helt tæt på den gigantiske fisk.
Men hvad der så skal ske herefter, vides ikke. Jens Peder Jeppesen håber dog på, at Øresundsakvariet på sigt kan få lavet afstøbning af den, således at fundet kan foreviges.
»Vi ved endnu ikke, hvem der skal have den overdraget, efter den har været heroppe (På Øresundsakvariet, red.). Men vi håber på at kunne lave en afstøbning til udstillingen på Øresundsakvariet, efter at de videnskabelige institutioner såsom DTU Aqua og Københavns Universitet har udtaget eventuelle prøver,« fortæller han.
Hvis du gerne vil opleve den gigantiske tun, forventes det, at man kan se – og røre – den indenfor den kommende uge på Øresundsakvariet.


