At byggeprojekter de kommende tre uger kan risikere at blive forsinket som følge af en øjeblikkelig begrænsning på cementlevering, er helt uden fortilfælde.

Det siger Michael Lundgaard Thomsen, direktør i Aalborg Portland.

»Det er højst usædvanligt. Det er ikke noget, vi har gjort før. I hvert fald ikke på landsplan. Det er jo heller ikke noget, vi ønsker – og vi gør alt for at undgå det,« siger han til B.T.

Danmark er i øjeblikket ramt af et tårnhøjt byggeboom.

Men det betyder, at Aalborg Portland ikke kan følge med den stigende efterspørgsel på cement. Cementlagrene er, for at sige det ligeud, i bund, hvorfor fabrikken har valgt at begrænse levering de kommende tre uger.

»Henover de sidste par år har vi haft en kraftig vækst i byggeaktiviteten. Og den effekt er bare blevet forlænget i 2022. Noget højere end vi kunne forvente, blandt andet fordi vi har haft en varm vinter, Folk vil i højere grad have færdigt beton, betonelementer, betonprodukter og pakket cement.«

»Men det betyder også, at vores lager er i bund. Hvis vi ikke gjorde noget, ville vi løbe tør. Derfor har vi indført en begrænsning.«

I hvilken grad bliver kunderne påvirket?

»Det tør jeg ikke svare på. Når vi laver kapacitetsbegrænsning, så betyder det, at nogle kunder kan købe mindre, og så må man tilpasse sig efter det. Men vi har ikke noget indblik i kundernes projektportfolio.«

Alternativet var, ifølge Michael Lundgaard Thomsen, et leveringsstop i hele landet.

»Når vi siger, vi er i bund, så betyder det, at vi har svært ved at fylde op i takt med det øgede salg. Vi kører allerede 100 procent, og vi kan ikke producere mere. Vi skal bare have lidt mere balance.«

Planen er, at niveauet og dermed balancen er tilbage ved normal drift efter påske.

»Vores erfaring er, at der er høj aktivitet op til påske. Den falder så her og i perioden efterfølgende, og så regner vi med at have en fin balance.«

Aalborg Portland er den eneste fabrik i Danmark, der producerer cement. Hvert år producerer fabrikken mere end 2,3 millions ton cement.

Om dagen produceres der i gennemsnit 10.000 tons cement. Aalborg Portland har cementsiloer i Aalborg, Kolding, Aabenraa, Køge, Korsør, København, Brønderslev og Rønne.