Danskerne bruger genbrugsbutikker som skraldespand.

En pose med døde kattekillinger, malingrester og en sofa våd af urin er blandt mange eksempler på uønskede donationer, der bliver stillet foran butikkerne uden for åbningstid. Med andre ord skrald, der ikke kan genbruges eller sælges.

Det er bekosteligt og en tilbagevendende hovedpine for de frivillige, som står med sorterings- og oprydningsarbejdet, lyder det fra flere organisationer.

»Vi får affald sat ved butikken hver dag, fordi det er nemt at komme af med tingene her. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke bliver forarget over de ting, som folk stiller hos os. Døde kattekillinger i en sæk, haveaffald og køkkengrej med rester af kødsovs på,« fortæller Anni Nielsen, der er butikschef i Frelsens Hær Esbjerg.

Butikken har et cykelskur, hvor man kan aflevere sine donationer uden for åbningstid, men det skaber også en række problemer.

Det er nemlig en stor udgiftspost for organisationerne, når de skal af med de donationer, der ikke kan sælges.

»Vi betaler ofte flere hundrede tusinde om året - en enkelt gang 300.000 kroner - til Esbjerg Kommune i affaldsafgift,« siger Annie Nielsen.

Som konsekvens har butikken fået installeret videovervågning, som giver de frivillige mulighed for at ringe de personer op, som tømmer deres varevogne i cykelskuret. Det hjælper også mod tyveri af de donationer, som faktisk er brugbare og værdifulde.

En ødelagt og usælgelig sofa lagt foran Frelsens Hær i Esbjerg uden for åbningstid.
En ødelagt og usælgelig sofa lagt foran Frelsens Hær i Esbjerg uden for åbningstid.
Vis mere

En lignende historie fortæller Henriette Lind, der er udviklingskonsulent for Danmissions genbrugsbutikker på Sjælland.

»Jeg hører om det hver dag fra vores frivillige. Hver dag. Nogle gange må vi sende en frivillig og en lastbil ud til butikkerne for at fjerne ting fra fortovet. Nogle butikker bruger flere timer på det dagligt.«

Senest var det frivillige i butikken på Øster Farimagsgade på Østerbro i København, der mødte ind til fem sorte affaldsække på fortovet, som var gennemblødt af regnvejret og rodet igennem af klunsere.

Tendensen er ikke ny. Det er et vedvarende affaldsproblem for genbrugsbutikkerne, som i adskillige år har forsøgt at råbe op om problemet.

En ødelagt og usælgelig sofa lagt foran Frelsens Hær i Esbjerg af to mænd i en varevogn uden for åbningstid.
En ødelagt og usælgelig sofa lagt foran Frelsens Hær i Esbjerg af to mænd i en varevogn uden for åbningstid. Foto: Frelsens Hær Esbjerg
Vis mere

Skrald og totalskadede genstande er ikke donationer, som butikkerne kan bruge. Tværtimod.

»Folk gør det af et godt hjerte. Nogen tænker måske, at en hjemløs sikkert godt kan sætte pris på en fuldstændig smadret sofa. Vi har en kollega, som eksempelvis har måttet fjerne en sofa, der var våd af urin. Det kan vi hverken sælge eller give videre,« siger Jeanette Bauer, pressechef i Kirkens Korshær.

For Frelsens Hær er det ikke kun poserne foran butikkerne, som er problemet. Det er også poserne, der ryger i deres tøjcontainere.

På ugentlig basis må frivillige fjerne madaffald eller poser med 'underlige ting i', som eksempelvis døde og levende kattekillinger.

Ødelagt sofa smidt foran Danmission Genbrug i Hellerup.
Ødelagt sofa smidt foran Danmission Genbrug i Hellerup. Foto: Danmission
Vis mere

Organisationerne Danmission, Frelsens Hær og Kirkens Korshær understreger alle, at de sætter pris på folks velvilje og gode donationer, som hjælper folk i nød i både indland og udland.

Det er dog stadig nødvendigt med en venlig opfordring til, at man sorterer mere i sine donationer.

For lige så glade organisationerne er for de ting, som folk donerer, lige så ærgerlige er de over skraldeproblemet.

De uheldige tendenser er mere udbredte i storbyerne, fortæller Henriette Lind fra Danmission, men selv i 'pæne områder' som Hellerup læsser folk også deres uønskede skrald af foran butikkerne uden for åbningstid.

Defekt elektronik, syltetøjsglas og gamle plastikbøtter fra is efterladt i gennemblødte papkasser foran en genbrugsbutik fra Danmission.
Defekt elektronik, syltetøjsglas og gamle plastikbøtter fra is efterladt i gennemblødte papkasser foran en genbrugsbutik fra Danmission.
Vis mere

»Det er slidte sofaer i imiteret læder, som bliver kastet ud på fortovet foran butikken. Møbler, der krakelerer og er meget slidte. Selvom det regner, afleverer folk papkasser med glas, der går i stykker og generer både hunde og mennesker, der går forbi. Sorte affaldssække med ting og tøj, som stinker.«

Kampagner og skilte, der anmoder om donationer i åbningstiderne, hvor de frivillige har mulighed for at takke nej til ødelagte og usælgelige genstande, ignorerer mange, der uanfægtet placerer poser med usælgelige genstande og møbler på fortovet i butikkens lukketid.

Det har den konsekvens, at butikkernes frivillige, der tit og ofte er ældre mennesker, skal bruge timer på at rydde op og køre tingene væk.

»Man bør stille sig selv det kritiske spørgsmål: 'Hvis ikke det har værdi for mig selv, og min nabo ikke vil se en værdi i det, så har det formentlig heller ikke værdi for en ngo',« forklarer Henriette Lind.