Hvem har afleveret en pose med et stort pengebeløb i en sjællandsk genbrugsbutik?

Det spørgsmål forsøger politiet i Midt- og Vestsjælland at få svar på efter, at en endnu ukendt person - sandsynligvis ved en fejl - i weekenden afleverede noget, der bliver betegnet som 'en formue' hos Folkekirkens Nødhjælp.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

I Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Store-Heddinge på Stevns fik ordet 'genbrugs-guld' nemlig lørdag en helt konkret betydning.

I en pose med i forskellige lopper fandt frivillige i butikken de mange penge.

Personalet undrede sig over beløbet og kontaktede politiet.

En patrulje tog ud til butikken og hentede pengene, som nu bliver betragtet som hittegods.

Politiet efterlyser nu pengenes ejer og arbejder ud fra en teori om, at de ved en fejl er havnet i genbrugsbutikken.

»Hvis man ønsker at donere penge, så er det jo en lidt atypisk måde at gøre det på,« siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Thorquist.

Hun tilføjer dog, at alle teorier lige nu er i spil.

»Der er ikke noget, der bliver udelukket på nuværende tidspunkt,« siger hun og tilføjer, at det kan være en ældre medborger, der har lagt penge til side og glemt, at vedkommende har lagt dem i posen med gamle ting.

Det er ifølge politiet heller ikke umuligt, at posen stammer fra et dødsbo, hvor arvingerne ikke har været opmærksomme på indholdet.

Politiet opfordrer derfor alle, der har afleveret ting og sager til genbrugsbutikken i Store-Heddinge på det seneste til at overveje, om det kan være dem, der er kommet med dem.

Står du og mangler de mange penge, kan du nu henvende dig til politiet for at få dem igen, hvis du altså kan bevise, at det er dine.

Af samme grund vil politiet ikke fortælle, hvilke ting der ellers lå i posen, og man vil heller ikke ud med, hvor mange penge, der præcis er tale om.

Der skulle dog være tale om et beløb, som er femcifret.

Det er ikke første gang, genbrugsbutikker finder mange penge blandt gammelt kluns.

I 2013 dukkede en million op i en tøjcontainer hos Røde Kors i Jyderup nær Holbæk, og tilbage i 2003 fandt en ung kvinde 620.000 kroner i en flaskecontainer i Odense.

Midt- og Vestsjællands Politiet har endnu ikke hørt fra borgere, som mener, de mangler de mange penge fra genbrugsbutikken på Stevns.

Hvis det ikke lykkes for politiet at finde ejerne til pengene, tilfalder de staten.