I Odense Zoo har to ponyer fået for meget eller det forkerte at spise.
I haven oplever man nemlig gang på gang, at folk håndfodrer dyrene, og det er der altså konsekvenser ved. Således har man fra Odense Zoo delt en video på Facebook, som viser, at ponyerne kan få ondt i maven, og at det kan kræve sine ofre at blive den mavepine kvit.
Eksempelvis må dyrlæge Steffen Knold stikke en slange langt ned i halsen på den ene pony for at hælde olie i den, der kan hjælpe maven på vej. Noget, der både forårsager næseblod og ubehag hos dyret.
»Vi oplever desværre forholdsvis ofte, at gæster giver dyrene mad, men det må man ikke. Og det er ikke noget, vi siger, fordi vi vil være strenge,« siger zoolog Nina Collatz Christensen.
Hun fortæller, at den dag, ponyerne fik ondt i maven, var der gæster, der havde givet aberne boller.
»Hvidt brød er nærmest noget af det værste. Det er der rigtig mange dyr, der ikke kan tåle. Blandt andet på grund af sukkerindhold,« siger zoologen videre.
Det vides ikke konkret, om de to ponyer, der havde ondt i maven, også havde fået hvidt brød. Til gengæld var man ikke i tvivl om, at de havde smerter.
De lagde sig nemlig og rullede sig konstant. Sådan som man også kan se den ene pony gøre det i videoen over artiklen.
En af de ansatte i den zoologiske have kommer i videoen også med det bud på, at gæster kan have rakt dem halm, som ponyerne så får gumlet. De kan nemlig som udgangspunkt kun tåle hø (som er tørret græs og ikke tørrede kornstrå som halm, red.).
»Folk tror sikkert, de er flinke, men de er altså ikke søde ved dyrene, hvis de fodrer dem. Dyrepasserne giver dem præcis den mad, de kan tåle,« siger Nina Collatz Christensen.
Steffen Knold må både forsøge sig med smertestillende til begge ponyer, men den ene kræver altså ekstra behandling for at komme af med mavepinen.
Nu har Odense Zoo så sat ekstra skilte op, som understreger, at man ikke må fodre dyrene.
Og på det sociale medie beder de desuden folk om assistance. Der skriver de 'hjælp os gerne med at sprede budskabet: Dyrene må altså ikke fodres'.

