Gademusikanten Yul Anderson er afgået ved døden i en alder af 63 år.
Det bekræftes både af hans samlever Helle Birk Møller i en pressemeddelse ifølge Berlingske og på hans officielle Facebook-profil, hvor fans og venner siger farvel i opslagets kommentarspor.
Yul Anderson havde, ifølge Helle Birk Nielsen, hjerteproblemer, og han sov stille ind den 21. november med sin familie omkring sig på Sacramento Hospital i Californien.
Yul Anderson har været en stor del af Københavns bybillede siden 1980erne, idet han særligt var kendt for at spille på sit klaver på Købmagergade i Indre By.
Her spillede han alt fra rockede toner til blues og klassisk musik. Med fingervanter, hvis vejret var køligt. Københavnerne kender ham desuden fra koncerter i Tivoli Koncertsal, Cirkusbygningen, Glyptoteket, Vega og andre steder. Han har også spillet koncerter i udlandet og desuden indspillet et stort antal sange og plader.

»Yul vil blive savnet utroligt meget, da han var en stor del af lydbilledet i Københavns gågader,« står der i pressemeddelelsen.
Gademusikanten Yul Andersons kendetegn var særligt kærligheden til de tre musikalske genrer: rock, blues og klassisk musik.
Han blev 63 år.