En svinehund i beton og en fed dame på skuldrene af en udmagret afrikansk mand er noget af det første, der møder mig, da jeg besøger kunstneren Jens Galschiøts værksted i Odense-bydelen Næsby.
»Har du ikke været her før? Det er meget pinligt.«
Her på det kæmpe værksted for enden af et lille lukket vænge udgår kunst til hele verden. Kunst, der vækker opsigt og skaber debat.
Fuckfingre og flygtninge. Skamstøtter og svinehunde.
Jens Galschiøt byder indenfor på værkstedet. Viser sin kunst frem – også teknikken bag. Forklarer, hvordan de her på værkstedet er de eneste i verden, der bruger en helt speciel teknik til at støbe i bronze, der flyder i kæmpe kar.
»I dag er kunsten lavet til, at man står i relativt små værksteder. Vi kan gøre det her, fordi vi har et stort værksted,« forklarer han.
Værkstedet er i øjeblikket fyldt med skamstøtter i forskellige størrelser. De helt små, der er omkring 10 centimeter høje, og en 8½ meter høj udgave, der står i gården.
Skamstøtten er oprindelig lavet som et monument omkring en forbrydelse. Den for tiden mest omtalte udgave står ved et universitet i Hong Kong og har gjort det nu i 24 år og minder folk om massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989.
Men nu er den blevet beordret fjernet fra universitetet.
»Den er jo et mindesmærke om folk, der er døde. Det er et dødsmonument, en gravsten.«
Jens Galschiøt byder også indenfor til en snak om forfængelighed og om, hvad der driver ham. Om, hvordan en fremtidig samtale med hans børnebørn spiller en stor rolle i netop dét spørgsmål.
En del af forklaringen finder vi i det kunstværk, som Jens Galschiøt brød igennem kunstens lydmur med, nemlig Den Indre Svinehund.
»Alle mine ting er bundet op på den historie. Det handler alt sammen om fravalget af den indre svinehund. Det er derfor, den er så central i mine ting. Den handler om at kere sig. At bekymre sig for andre.«
Den indre svinehund kom til verden efter en længere periode, hvor Jens Galschiøt havde fremstillet smukke kvindeskulpturer. Men også efter en længere periode, hvor han havde været desillusioneret omkring verden og dens problemer.
»Dybest set handler mit projekt ikke om andre. Det handler om min egen rolle i verden. Det lyder meget mærkeligt, at jeg sætter enorme projekter i gang udelukkende for at holde ud at eksistere som menneske.«
Og så vil han gerne kunne svare oprigtigt, når han sidder med sit barnebarn på skødet, som spørger, hvad han så gjorde ved verdens urimeligheder med eksempelvis flygtningekriser og klimakatastrofer.
»Så er det rart, at jeg har gjort så meget, så jeg kan sige: ‘Jeg prøvede at gøre noget. Det virkede ikke. Men vi var nogle, der prøvede at gøre noget.’«
»Jeg vil rigtig nødig være én, der sagde, at ‘vi havde dybe debatter om det, men vi gjorde ikke noget selv’.«
»Det er dét, der driver mig. Hvad mit barnebarn kan finde på at spørge mig om i fremtiden.«
Galschiøts ældste barnebarn på fem år bor i øjeblikket i Nepal.
Selv er han fra Sjælland. Men havnede i Odense, efter han havde besøgt Afghanistan som 17-årig. Her flyttede han i kollektiv i byen og mødte som 18-årig den kvinde, som han er sammen med den dag i dag.
»Jeg er bare endt her. Jeg kan godt lide Odense. Odense er fed, fordi den er så lille.«
»Det har ikke været nogen hindring for mig. Men jeg skulle jo nok have flyttet til New York eller Berlin, hvis jeg skulle have kigget på min kunstneriske karriere.«
»Verden er så globaliseret, at det er næsten ligegyldigt, hvor du bor. Det er et forholdsvist billigt sted at købe her. Her kan jeg have et enormt værksted. Hvis det lå på Rådhuspladsen i København, var det nok lidt dyrt for mig.«
Så det passer dig godt, at din kunst udgår her fra Næsby til hele verden?
»Ja, det er så fedt. Dét, at det kan lade sig gøre. Du skal bare have en plet at stå på. Et sted, hvor vandet er tørt, og så kan du starte med at råbe.«
Siden den første indre svinehund har Jens Galschiøt råbt gennem sine kunstværker. Men alligevel har han fornemmelsen af, at hans råb ikke altid er blevet hørt i kunstverdenen.
»Jeg vil tro, at der er mange af de der kunst-pinger, der mener, jeg er banal i mit udtryk,« siger han.
Er det noget, der berører dig?
»Ja, for søren da. Jeg er et forfængeligt menneske, så selvfølgelig berører det mig, hvis andre folk synes, jeg laver noget lortekunst. Det gør ikke så meget, hvis diktatorerne synes, det er lortekunst.«
»Men for eksempel har Statens Kunstfond ikke købt ét eneste lillebitte værk af mig, selvom lovgivningen siger, at de skal købe noget af den kunst, der er i samtiden. Eller på trods af at jeg er en af de mest omtalte kunstnere overhovedet fra Danmark.«
Og det nager ham.
»De ser mig som sådan en opkomling, der laver skulpturer alle vegne. Dybest set er det vel et adelsmærke. Det gik på samme måde for Van Gogh og Picasso. Og Asger Jorn var udsat for det samme.«
Han føler, at der bliver set ned på den aktivistiske kunst.
»Jeg har lige så stor ret til at være kunstner, som de har ret til at være kunstnere. Jeg mener ikke nødvendigvis, at kunst skal være på et kunstmuseum.«
Lige nu er kunsten i den store verden. Og på det store værksted i Næsby.
»Måske er det i virkeligheden det, jeg viser, også økonomisk, at det kan lade sig gøre.«
»Jeg er ikke formuende. Jeg har startet det op helt nede fra bunden af. Jeg er dybest set bare en arbejderopkomling, der begynder at lave kunst, og så har jeg erobret store dele af verden, havde jeg nær sagt, med diskussioner og debatter. Det er meget opmuntrende, at det kan lade sig gøre.«
Det kan du jo sige til dit barnebarn ...
»Ja, alene dét betyder noget. Og dét, at Al Gore skal se min skulptur, betyder også noget for mig. Sådan nogle ting er vigtige.«
