»Vi var bare ude for at gå en tur, og så hang der et kæmpestort banner, hvor der stod: 'Fuck islam'. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Det er jo tragikomisk.«

24-årige Munati Fadel Al Yassery bor i København, hvor hun læser engelsk på universitetet. Hun er i Middelfart for at besøge sin familie i efterårsferien, og da de søndag gik en aftentur i byen, blev de pludselig mødt af det flere meter lange banner.

»Jeg er selv muslim og tror på islam, men jeg blev faktisk ikke stødt af det. Jeg synes mere, det var underholdende,« forklarer hun med et lille grin.

Munati Fadel Al Yassery har under hele sin opvækst i Middelfart oplevet racisme i form af både tilråb, fuckfingre og vrede blikke. Det er langtfra nyt for hende, men så stort et banner har hun nu alligevel ikke set før. Derfor besluttede hun også at dele det i en Facebook-gruppe for borgere i Middelfart.

Sådan så det ud, da 24-årige Munati gik en tur i Middelfart mandag aften.
Sådan så det ud, da 24-årige Munati gik en tur i Middelfart mandag aften. Foto: Privatfoto
Vis mere

'Tak for det gode grin,' skriver hun og deler et billede af sig selv foran banneret.

En anden, der også har opdaget banneret, men ikke synes, det er lige så sjovt, er Middelfarts borgmester.

»Jeg kan forstå, det er en landsdækkende aktion. Jeg har bedt om at få taget bannerne ned. Jeg har ikke flere kommentarer i sagen,« lyder det fra Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart, da B.T. kontakter ham.

Det er gruppen Danske Patrioter, der har sat banneret op. Det er en del af en kampagne for at indhente vælgererklæringer til partiet.

Munati har ofte oplevet, at folk taler grimt til hende, fordi hun er muslim. Det påvirker hende ikke så meget længere.
Munati har ofte oplevet, at folk taler grimt til hende, fordi hun er muslim. Det påvirker hende ikke så meget længere. Foto: Privatfoto
Vis mere

Toke Utzen Lorenzen, der er stifter af partiet, kan godt forstå, folk bliver provokeret af skiltet, men det er faktisk meningen.

»Det er meningen, det skal starte en debat. Det er et budskab, folk lægger mærke til. Samtidig mener vi ikke, at muslimer har forstået, hvad ytringsfrihed er. Vores banner er et udtryk for ytringsfrihed, og det understreger, at det er en ret, alle har i Danmark,« siger han.

Partiets eneste formål er at få dem, de beskriver som uønskede udlændinge, ud af Danmark.

Toke Utzen Lorenzen mener ikke, at banneret er hængt op ulovligt, og han kan derfor ikke forstå, hvorfor det skal tages ned. Da B.T. forsøger at få en forklaring hos borgmesteren, lyder svaret, at han ikke ønsker at svare på spørgsmål i forbindelse med episoden.

»Jeg ønsker ikke at bidrage til, at de får yderligere opmærksomhed,« afslutter han med henvisning til den islamkritiske gruppe.

Tilbage i Middelfart sidder Munati Fadel Al Yassery hjemme hos sine forældre og griner stadig lidt af det store banner, som de så på deres gåtur. Hun ved ikke, om det er taget ned endnu, men det bekymrer hun sig heller ikke så meget om.

»Både mine forældre og min religion har lært mig, at man skal møde had med kærlighed. Man skal ikke lade det gå sig på,« siger hun.