»Jeg blev bare utrolig sur, for det er ikke okay.«

17-årige Frida Harndahl Andersen kunne ikke tro sine egne ører, da hun i slutningen af marts sad i en Fynbus-bus på vej hjem fra sit gymnasium på Fyn.

»På et af de første stop kom der en ældre dansk herre ind. Han ville betale med en 50'er, men man kan ikke betale med sedler i bussen. Alligevel valgte buschaufføren at være sød og lade ham køre med uden billet,« fortæller den 17-årige pige til B.T.

Frida smilte. Det var fint, at den ældre mand kom med bussen.

Smilet forvandlede sig dog til panderynker et par minutter senere.

»Et par stop efter kom en mor med tørklæde ind i bussen med sine to børn - en dreng og en pige. Drengen på omkring 10 år kunne dog ikke få sit rejsekort til at virke, så moren gik op for at købe en billet med en 100-kroneseddel,« fortæller Frida.

Men her var reaktionen fra buschaufføren ifølge Frida en kende anderledes i forhold til episoden kort forinden, hvor den ældre mand fik lov at køre gratis med.

»Buschaufføren sagde til moren, at det ikke kunne lade sig gøre at betale med 100-kronesedlen. Han sagde til hende, at de måtte stige af bussen, fordi han også holdt i vejen for andre biler,« fortæller Frida.

Drengen fandt dog heldigvis nogle mønter i sin lomme, og dem må man godt betale med.

Men han manglede fire kroner.

»Han mangler fire kroner for at betale, og det kan chaufføren se, og jeg synes, at han begynder at snakke nedladende til drengen. 'Hvis din mor ikke kan betale for dig, så må du hoppe ud,' siger han blandt andet til drengen,« husker Frida.

Frida ledte på livet løs i sine lommer og fandt en femkrone.

Hun skyndte sig op til buschaufføren og gav ham mønten, så drengen kunne få sin billet.

Men alligevel sad Frida tilbage med en dårlig smag i munden.

»Jeg var virkelig sur, for det var forskelsbehandling. Buschaufføren var venlig over for den ældre mand, men det var pludselig et problem, da kvinden med tørklædet kom ind. Og det er bare ikke okay,« siger Frida.

Derfor satte hun sig for at forfatte et debatindlæg, da hun kom hjem. Et debatindlæg, der tirsdag aften blev bragt af Fyens.dk.

»Jeg blev nødt til at komme ud med det. Sådan en forskelsbehandling må ikke finde sted i Danmark i 2019. Og det her er desværre ikke det eneste eksempel, jeg har oplevet. Det sker sommetider, og desværre har jeg kun oplevet det i tilfælde med personer med anden etnisk herkomst,« siger Frida, der er politisk aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Det er dog vigtigt for Frida at pointere, at hun ikke er ude på at udstille buschaufføren.

»Meningen med det her er ikke at udstille én person. Meningen er at oplyse folk om, at det her ikke er okay. Og at hvis andre oplever sådan noget her, så bør man reagere, for det må ikke ske,« siger Frida.

B.T. har været i kontakt med Fynbus' kommunikationschef Martin Krogh, og han oplyser, at trafikselskabet er i gang med at undersøge sagen.