Dansk Folkepartis Marie Krarups udtalelser om islamistiske tørklæder medførte gisp og snakken fra elever på Rødkilde Gymnasium i Vejle under en valgdebat tirsdag eftermiddag.

Under debatten blev hun nemlig spurgt af en elev, som bærer tørklæde, hvorfor man i Dansk Folkeparti ønsker et forbud mod tørklæder.

Marie Krarup forklarede, at tørklædet signalerer islamistiske signaler, som ikke er overens med danske værdier. Efterfølgende fik eleven igen mikrofonen, hvor hun spurgte Marie Krarup, om Dansk Folkeparti dermed bestemmer, om hun skal være arbejdsløs i fremtiden, hvis tørklæder forbydes fremadrettet. Og det var her, debatten tog en drejning.

'Du kan da bare tage det af. Du dør ikke af at tage det af, det vil jeg godt vædde 100 kroner på', lød det under debatten, som TV Syd var til stede ved og dækkede, hvilket fik flere elever til at måbe og snakke i krogene. Overfor B.T. uddyber Marie Krarup, hvorfor hun udtalte, som hun gjorde.

»Jamen fordi hun indirekte sagde, at hun ville blive arbejdsløs, hvis tørklædet forbydes i den offentlige sektor. Det passer jo ikke. Man er ikke tvunget til at bære det,« siger Marie Krarup.

Hvis man gerne vil bære tørklæde, er det så ikke rigtigt, at det kan være svært at få et arbejde, hvis hun ikke må bære tørklæde i det offentlige?

»Jo, og det er netop derfor, det vil være godt med en lov om at forbyde tørklæde i den offentlige sektor. Så er hun tvunget til ikke at bære det. Tørklædet signalerer værdier, der er i strid med danske værdier såsom ytringsfrihed, religionsfrihed og ligeværd mellem kønnene.«

»Og det synes jeg kan være problematisk, hvis du arbejder i den offentlige sektor. Hvis f.eks. en jøde eller homoseksuel er indlagt og bliver mødt af en sygeplejerske med et tørklæde, sender tørklædet et signal om, at man som jøde eller homoseksuel er mindre værd. Derfor synes jeg, at man skal forholde sig neutralt, hvis man er offentligt ansat. Det er det samme, hvis man bærer en Enhedslisten-trøje, en DF-trøje eller en kasket med et særligt symbol.«

Marie Krarup har været medlem i Folketinget siden 2011. Hun stiller op i Sydjyllands Storkreds.
Marie Krarup har været medlem i Folketinget siden 2011. Hun stiller op i Sydjyllands Storkreds. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

»Men vi har jo stadig religionsfrihed i Danmark, og det synes jeg er vigtigt at slå fast. Det er jo ikke fordi, man ikke må være muslim og dyrke islam. Det må man gerne.«

Må man det, når man ikke må bære et tørklæde?

»Man behøver jo ikke hver gang og hvert sekund signalere demonstrativt, at man er muslim. Det må man gerne derhjemme, men det synes jeg ikke, der er nogen grund til i den offentlige sektor. Dér skal man forholde sig neutralt, og det neutrale bør være i centrum.«

Men hvis tørklædet gør, at man føler sig som muslim, er det vel svært ikke at bære det hele tiden?

»Hvis deres hverdag er indrettet på en bestemt måde, hvor absolut alt skal være islamisk, synes jeg, de har valgt et forkert land at bo i. Så forstår jeg faktisk ikke, hvorfor de er i Danmark. Det er ikke Danmark, der skal indrette sig efter islam. Det er islam, der skal indrette sig efter Danmark,« mener Marie Krarup.

Selvom Marie Krarup under valgdebatten siger 'du' til eleven, forsikrer hun, at det ikke var sådan, det skulle tolkes.

»Det var ikke rettet direkte mod hende. Det var et generelt udtryk, og det håber jeg, man tænker over. Og derfor er jeg også glad for, at jeg fik sagt de ting, for det er en vigtig debat at tage.«

B.T. har været i kontakt med Rødkilde Gymnasium for at få en kommentar fra den pågældende elev og rektor, Kristine Kortnum. De føler begge, at de har sagt, hvad der skulle siges i sagen og har derfor ikke ønsket at stille op til interview.