En solrig dag i foråret 2018 kiggede Jim Latrache-Qvortrup på sin otteårige søn Neo og spurgte ham med et glimt i øjet:
»Tror du, at du kan løbe et halvmaraton?«.
Med et endnu større overskud kiggede den lille purk tilbage og svarede:
»Ja, men kun hvis du har en højttaler på ryggen, mens du løber med mig?«.
Her ville mange fædre nok trække på smilebåndet og ryste afvisende på hovedet, men i dette tilfælde skal vi i stedet skrue tiden frem til 16. september 2018.
For hvis du den dag færdedes i de københavnske gader, ville du nemlig nok have set – og hørt – Jim, der tilbagelagde 21 kilometer med en 14 kilo tung Soundboks-højttaler, der spillede hård rock, på ryggen.
På to timer og 53 minutter gennemførte Jim og sønnike Copenhagen Half Marathon, og med hjem fik den dengang 46-årige far en medalje og en omgang lyskebrok.
Men hvorfor er den historie interessant?
Jo, for den indkapsler helt perfekt den mand, som du skal læse om de næste minutter.
En mand, der har kastet sig ud i alle udfordringer – på godt og ondt – og som aldrig giver op.
En mand, der har været faldskærmssoldat for Fremmedlegionen, siddet otte år i fængsel, infiltreret det nordkoreanske styre og ved siden af ageret familiefar for to børn.
Ja, det kan vel nærmest ikke siges bedre, end at Jim Latrache-Qvortrups liv er et af dem, man for alt i verden gerne ville se Leonardo DiCaprio portrættere i jagten på en ny Oscar-statuette.
Mens vi venter på Hollywood-stjernen, må du dog nøjes med at få det hele på skrift.
Historien har sin spæde begyndelse i 1972.
I det år får Godfather premiere, og et dansk flertal på 63,4 procent takker ja til EF-medlemskab, men i denne forbindelse skal vi en tur til vestsjællandske Holbæk, hvor lille Jim kommer til verden.
Barndommen er ikke let, og menuen står blandt andet på kostskole for adfærdsvanskelige børn, børnehjem og en plejefamilie, så da Jim fylder 16 år, forsøger han sig med den første af mange karriereveje, han skal prøve gennem sit liv:
Han går i lære som bager.
»Jeg har begået mange fejl i mit liv, men det er sgu den største af dem alle. Hold kæft, det var kedeligt. Alle mine venner gik i byen og til fester, og så skulle jeg møde ind klokken 1 om natten og stå 12 timer i et varmt bagerlokale. Så det sluttede hurtigt,« fortæller Jim Latrache-Qvortrup, da B.T. møder ham en formiddag i oktober.
Han får selv lov at vælge, hvor det journalistiske stævnemøde skal finde sted, og hvis du – kære læser – er bare nogenlunde kendt i København, bliver du ikke overrasket nu:
Jim vil nemlig gerne mødes i caféen på luksushotellet D'Angleterre, og da B.T. kommer ti minutter før aftalen, sidder den 48-årige allerede tilbagelænet i en designersofa med en cortado i hånden og et lysebrunt – sikkert skræddersyet – jakkesæt, der sammen med en rullekravestriktrøje giver dig det klare indtryk af en mand med styr på livet.
Men sådan har det ikke altid været.
Da Jim er 19 år og har droppet drømmen om friskbagte frøsnappere og sprøde snegle, lever han sit liv i København og arbejder for firmaet Super Channel, hvor han sælger tekst-tv-reklamer.
En dag støder den unge mand dog på en helt bestemt dokumentarfilm.
»Jeg ser en dokumentar om Fremmedlegionen og tænker, tja, lad os da prøve det,« fortæller Jim, der får det til at lyde som sådan en slags beslutning, vi andre træffer, når der ligger en hvid og sort t-shirt i skuffen om morgenen.
Kort efter sidder han i et fly mod franske himmelstrøg, og et par dage senere står han side om side med andre europæere og træner i Pyrenæerne.
Jim lider af galoperende højdeskræk, så hvis du har læst grundigt nok med i første del af denne artikel, ved du selvfølgelig godt, hvilken type soldat han vælger at uddanne sig til i legionen.
Faldskærmssoldat, naturligvis.
Jim er to år hos Fremmedlegionen, der er en enhed i den franske hær – kendt for at hverve alt fra kriminelle til lejesoldater rundt omkring i verden – og han når også at være udstationeret i afrikanske Djibouti.
»I de to år lærte jeg ikke at give op. At selv når ting gør ondt, så presser du dig selv,« siger Jim.
Da Jim sætter sine fødder på dansk jord igen, er levevejen bestemt ikke åbenlys.
Med koncentrationsbesvær og ordblindhed i bagagen har den nu 22-årige vestsjællænder svært ved at se sig selv med uddannelse og et 8 til 16-job.
Han finder dog hurtigt ud af, at han er rigtig god til en anden ting:
At være kriminel.
Jim begynder nemlig på et tidspunkt at sælge stoffer, og det er ikke den klassiske stereotype person med hættetrøje, der sælger til den første og bedste narkoman på hjørnet.
Nej, det er en velklædt og velsoigneret Jim, kørende i en stor Mercedes, bosiddende i en 160 m2 lejlighed i det centrale København, der sælger kvalitetskokain til særlige kunder.
Men måske Jim troede, han var bedre, end han egentlig var.
For hvis Jim i dag tager et kig på sin straffeattest, fremgår der nemlig to domme for narkotikasalg: én på fem og et halvt års fængsel – én på otte års fængsel.
Og det var under den første afsoning – i slutningen af 00'erne – at Jim mødte den person, der i sidste ende skulle få ham ud af kriminalitetens onde bane.
Jim er nemlig på udgang fra fængslet en weekend, og det skal fejres på den legendariske natklub Nasa.
Det vrimler – desværre for Jim – ikke med kvinder på fængselsgangene, så det er en mand i løbetid, der midt på diskoteket spørger en ven, om han kender nogle søde piger på stedet.
Få minutter senere har Jim fat i hånden på en »flot model«, som han har trukket med hen til elevatoren.
»Hvor skal vi hen?,« spørger hun.
»Vi skal da hjem til mig?,« siger Jim.
»Skal vi ikke lige lære hinanden at kende?,« spørger modellen tilbage.
»Hvis det er sådan, du helst vil have det,« svarer den selvtillidsfyldte Jim tilbage, før han går over og køber en flaske champagne til de to.
Resten af aftenen står i deres navn, og selvfølgelig ender de hjemme hos Jim.
Og i dag er de forældre til 10-årige Neo og går hver især rundt med en ring på deres finger, som symboliserer deres kærlighed til hinanden.
Kort efter deres møde på Nasa bliver Jim løsladt, og ikke lang tid efter bliver modellen – Nicoline – gravid.
Men så klapper fælden.
I 2010 bliver Jim igen taget i at sælge kokain, og denne gang er straffen hårdere med otte års fængsel, så Nicoline har en klar besked til sin bedre halvdel:
»Jeg skal nok vente på dig, men du skal garantere mig, at du ikke fortsætter med at være kriminel, og så skal du tage en uddannelse«.
Jim giver det et skud.
Det starter med, at kæresten sender hans breve fra fængslet tilbage med grammatiske ændringer, og på et tidspunkt er tiden inde til, at han læser en bog.
Fængslede Jim begynder med den letlæselige Narnia, der hurtigt bliver slugt bag de rustne tremmer.
Så er det Koranens tur. Og så ryger Bibelen også på det litterære cv.
Da Jim i 2015 bliver løsladt efter fem og et halvt år, har han en HF-eksamen med sig ud fra fængslet, og gennemsnittet er så flot, at han suser direkte ind på psykologistudiet.
Jim tror, at de medstuderende vil elske ham.
Elske, at en ekskriminel og excentrisk type kaster sig over den ældgamle videnskab, men ak.
»De hadede mig. De hadede alt omkring min fremtoning. Alle de fordomme, du har, skal du gange med ti. Lige så fedt faget var, ligeså voldsomt nederen var typerne der. De var der mest for at finde ud af sig selv, og så var det fedt at fortælle, at du læste psykologi, når du sad på Baresso,« fortæller Jim.
Sideløbende med psykologistudiet – som Jim senere dropper ud af – ynder den nu 43-årige mand stadig at frekventere det københavnske natteliv, og det er også et møde til en fest i september 2015, der gør, at Jim i dag er et kendt ansigt for mange danskere.
»Jeg er til fest på Vega, hvor jeg vinder en radiopris, og der er en masse radiofolk, som står og har det for fedt over dem selv. Der ser jeg tv-instruktøren Mads Brügger og går hen til ham. Jeg fortæller, at jeg synes, han har lavet nogle fede ting,« husker Jim.
De to klikker, og det udvikler sig hurtigt til, at de to mødes til snakke om løst og fast.
På daværende tidspunkt har Brügger gang i et projekt med en dansk mand, der som muldvarp har arbejdet sig tæt på vigtige personer i Nordkorea, og han har brug for en falsk forretningsmand.
Jim er selvskrevet til rollen.
Han er flamboyant. Velplejet. Velklædt. Og så viser det sig, at han – undskyld sproget – er fandens god til at lyve.
Og så er han, som altid, klar på en udfordring.
»Da Mads fortæller om idéen, er jeg klar, og kort tid efter sidder jeg i et fly mod Oslo. Jeg ved nærmest ikke, hvad det skal handle om, men Ulrich (muldvarpen, red.) og jeg finder hurtigt på en dækhistorie for, hvordan vi har mødt hinanden,« fortæller Jim.
De to skal mødes med spanske Alejandro, som har meget tætte forbindelser til det nordkoreanske styre, og for Jim er det under mødet nemt at gå ind i rollen som forretningsmanden Mr. James.
Det er starten på noget stort.
De næste mange år mødes Jim og Ulrich jævnligt med nordkoreanske embedsfolk, der vil sælge våben til Mr. James.
Scenerne vises i DR-dokumentaren 'Muldvarpen', og hvis du har set den, har du nok siddet og tænkt, hvordan i alverden det må have været at lege forretningsmand under både møder, men også utallige festligheder med nordkoreanerne.
Det samme har vi spurgt Jim om, og svaret er ganske enkelt.
»Det har været pissesjovt. Jeg har set det som rejser hver gang, og så har jeg drukket mig stiv. Det har været helt perfekt. Og løgnene? Jeg har været kriminel i så mange år, at jeg er vant til ikke at tale over mig, selvom jeg er fuld. Så intet problem,« griner Jim.
Med andre ord: Det har været én stor leg for den 48-årige mand.
Kun én gang var Jim bange for, at løgnen ville blive afsløret.
Mr. James er i 2017 i Uganda med Ulrich og nordkoreanerne for at kigge på en ø til en våbenfabrik, da de alle skal med en helikopter.
Den falske forretningsmand har en skjult mikrofon på sig, men har ikke tænkt på, at han skal gennem en securityscanner i en lille lufthavn.
Det opdager han dog få meter derfra, så han får hurtigt hånden i inderlommen, vrister en ledning fri og går så gennem scanneren.
Da den slår ud og bipper, vender Jim sig mod den kvindelige ansatte i lufthavnen, tager mikrofonsenderen frem, mens han siger:
»This is my iPhone-charger.«
Og den køber nordkoreanerne.
»Der nåede jeg sgu at blive nervøs i et enkelt sekund, men det var så også den eneste gang,« siger Jim.
Nu er det hele dog slut, og dokumentaren har fået masser af ros for sine afsløringer, men hvad med Jim?
Føler han ikke en tomhed nu?
»Prøv at høre, Sebastian. Hvis du levede mit liv, ville du vide, at jeg aldrig keder mig, så det skal du ikke være bekymret for,« svarer Jim.
