En eftermiddag i 2017 i spanske Tarragona stod danske Ulrich Larsen med hovedet nedad og med hænderne på låret.
Følelsen af ubehag fyldte hans krop, for Ulrich havde få minutter tidligere været millimeter fra at blive fanget.
Fanget i sit store bluffnummer. Fanget i så voldsom en løgn, der på det tidspunkt havde varet i syv år.
»Der var visse situationer, hvor jeg er glad for, at jeg nærmest havde en kronisk hvilepuls og ikke lod panikken gribe mig,« fortæller han i dag om situationen, som vi kommer tilbage til senere.
For at forstå løgnen – der faktisk var i en god sags tjeneste – skal vi skrue tiden 10 år tilbage.
Ulrich var på det tidspunkt nede i en bølgedal.
En kronisk betændelse i bugspytkirtlen betød, at han måtte droppe sit job som kok og i stedet se frem til et liv som førtidspensionist.
Ulrich ville altså få mere fritid, så da han en dag så Nordkorea-dokumentaren 'Det røde kapel' af den danske instruktør Mads Brügger, dukkede der en idé op.
Familiefaren ville melde sig ind i den nordkoreanske venskabsforening i Danmark for at finde ud af, hvad der får folk til at blive fascineret af det land, der ellers ikke høster mange flotte ord rundt om i verden.
Ulrich skrev også til Mads Brügger og lavede en aftale om, at han ville filme møderne i venskabsforeningen og fortælle instruktøren, hvad der blev drøftet.
Men så gik det pludselig stærkt.
Ulrich blev sendt af sted til Nordkorea med venskabsforeningen, og der tog han sine første spadestik i forhold til dét, der skulle blive ét stort bluffnummer.
Nordkoreanerne kunne nemlig godt lide den danske repræsentant, og lynhurtigt fik han arbejdet sig tættere og tættere på repræsentanter i regimet i sin rolle som en såkaldt muldvarp.
En af dem var Alejandro Cao De Benós.
Den kraftigt byggede spanier er formand for og stifter af KFA (Korean Friendship Organization), der støtter Nordkorea, og han og Ulrich blev ganske hurtigt kompagnoner.
I 2013 fortalte Cao De Benós om nogle 'investeringsprojekter' i Nordkorea og spurgte, om Ulrich havde mulighed for at gå med i dem.
Ved hjælp af en dansk, fiktiv forretningsmand fandt Ulrich og Mads Brügger ud af, at det blandt andet handlede om at sælge våben og euforiserende stoffer, og for at afdække det så godt som muligt fortsatte danskeren i rollen som muldvarp.
Sådan fortsatte det i mange år, hvor Ulrich rejste jorden rundt for at mødes med nordkoreanere og Cao De Benós, og det var under et møde med sidstnævnte, at det i 2017 var ved at gå grueligt galt.
Ulrich havde altid et skjult kamera i tasken og en mikrofon på brystet under møderne, så han stivnede indvendigt, da hans spanske ven pludselig fandt en lille scanner frem, der kunne registrere skjulte mikrofoner.
»Min første tanke er, at jeg ikke skal afsløres her, i en kælder i Tarragona med en mand, som længe har pralet med, hvor hårdt vi skal slå ned på fjender af Nordkorea. Jeg bliver hurtigt bevidst om, at han ikke skal for tæt på mit bryst. Og derfor finder jeg hurtigt på idéen om, at det må da være bilnøglen, der sender et signal,« fortæller Ulrich til B.T. i dag og fortsætter:
»Og den forklaring godtager Alejandro, og jeg tror også, at på det tidspunkt stolede han så meget på, at jeg aldrig kunne være en, der ville skade hans elskede Nordkorea.«
På nærmest mirakuløs vis blev Ulrich ikke opdaget og kunne gå helskindet fra sin spanske kompagnon, men da han havde kørt et par minutter i sin bil, måtte han køre ind til siden og flå udstyret af.
Derfor kunne projektet, der senere skulle lede til den aktuelle dokumentar 'Muldvarpen – Undercover i Nordkorea', fortsætte.
Sammen med forretningsmanden Mr. James kom Ulrich så langt i projektet og fik afdækket så meget om Nordkoreas våbenhandel og kontroversielle metoder, at FN nu vil tale med den danske muldvarp.
Men hvad med Ulrichs familie?
I alle de 10 år, hvor bluffnummeret stod på, har familiefaren nemlig ikke fortalt sin kone sandheden.
»Min kone fik det at vide i foråret, og som dokumentaren viser, så var hun rystet, skuffet og bekymret for, hvad der skulle ske, når vi præsenterede det hele for de involverede,« fortæller Ulrich.
Han pointerer dog også, at hun har været altafgørende i projektet, selv om hun ikke har vidst noget.
»Uden hende havde jeg ikke kunnet lave denne her dokumentar, for hun har som den bedste mor taget sig mere end kærligt af vores børn, og det er noget, som jeg er meget taknemmelig for,« siger han.
