Julemærkehjem, diætister, slankekure, motion, sund mad, vægttabskonsulenter og vægttabshold.
Da Frederikke Donvild var 20 år gammel, havde hun prøvet det hele. Men gang på gang viste hendes hårde arbejde sig at være forgæves. Kiloene kom snigende tilbage, og til sidst havde Frederikke fået nok.
Nok af at være den tykke veninde. Af usikkerhed og dårligt selvværd. Af at takke nej til ungdomslivets fester, cafeaftaler og byture, fordi det ville slå negativt ud i kalorieregnskabet – og den dårlige samvittighed, som fulgte, hvis hun sagde ja.
Kort før hun fyldte 21 år, tog Frederikke Donvild derfor en beslutning, som kom til at ændre hendes liv.
»Jeg havde i omkring to år tænkt på muligheden for at få en operation, men jeg havde ikke for alvor overvejet det, før jeg begyndte på min uddannelse til social- og sundhedsassistent, men jeg kunne mærke, hvordan min overvægt gjorde det virkelig hårdt for mig at udføre mange af de praktiske opgaver, der følger med jobbet.«
115 kilo tung, med et BMI på 47 og med stor opbakning fra sin egen læge, som havde fulgt hende gennem årene, henvendte hun sig derfor i første omgang til Skejby Sygehus med et ønske om at få kirurgernes hjælp at vinde den kamp, hun havde kæmpet, næsten så længe hun kunne huske.
Et ønske, Frederikke langtfra er ene om at have. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af fedmeoperationer er steget med mere end 80 procent siden 2015.
Og det er også noget, man mærker på privathospitalet Aleris-Hamlet, hvor professor ved Aarhus Universitet og specialeansvarlig overlæge Peter Funch-Jensen er kirurg. Her har der de seneste år været en markant stigning i antallet af fedmeoperationer.
Han fortæller, at de patienter, han opererer, ligesom Frederikke Donvild, har forsøgt at tabe sig ved egen hjælp i årevis.
»Den typiske patient har kæmpet selv i fem til ti år eller længere, og det er også en forudsætning for at få operationen, fordi vi skal være sikre på, at fedmen er en kronisk tilstand,« siger Peter Funch-Jensen.
Og det er altså ikke fordi, de overvægtige er dovne eller uoplyste, at de ikke taber sig.
»De har prøvet alt, og de fleste er fantastisk dygtige til at tabe sig, men udfordringen er, at det er en kronisk problemstilling, så når man taber sig på konventionel vis, så vil kroppen gøre alt for at tage på igen,« fortæller Peter Funch-Jensen.
Derfor er det også kun omkring fem-syv procent af dem, der taber sig på egen hånd, der holder vægttabet, hvis de har været oppe at veje så meget, at de hører til i fedmekategorien.
Frederikke Donvild har været overvægtig siden de små klasser i folkeskolen.
Hendes forældre var opmærksomme på, at deres datter var større end sine klassekammerater, og de smurte gode madpakker med rugbrød og fedtfattigt pålæg, lavede sund aftensmad, ryddede skabene for fredagsslik og kager og bakkede op om Frederikkes store interesse for springgymnastik.
Men det var ikke nok.
»For mig har det altid været portionerne, som har været et problem. Jeg har simpelthen spist for meget,« fortæller Frederikke Donvild.
Som barn kom hun på julemærkehjem og senere på efterskole, der specialiserede sig i vægttab, og hun kunne sagtens tabe sig, men kiloene kom tilbage.
Selvom Frederikke var bevidst om, at hun vejede mere end sine klassekammerater, da hun voksede op, så forhindrede overvægten hende ikke i at have et godt børneliv med venner, fritidsinteresser og legeaftaler.
Først da hun kom i puberteten, begyndte hendes spejlbillede for alvor at påvirke hendes selvværd og humør.
Hun begyndte at gå til fester og kunne se, hvordan veninderne fik kærester til højre og venstre, men turde ikke tro på, at der var nogen, som kunne være interesseret i hende.
»Når der kom en fyr over til mig og begyndte at snakke med mig, så vidste jeg, at jeg var hende den tykke veninde, han kunne sidde og snakke lidt med, indtil han kunne spørge mig, hvad min veninde hed,« siger Frederikke Donvild.
Samtidig med at Frederikke Donvild forsøgte at have et normalt ungdomsliv med fester, veninder, uddannelse og fritidsinteresser, så fyldte tankerne om vægt og mad mere og mere.
»Det fyldte alt for meget. Jeg følte ikke, jeg lavede andet end at tænke på det, og jeg ville ikke have, at hele min ungdom skulle bruges på den måde.«
Da Frederikke Donvild blev henvist af sin læge til en fedmeoperation i det offentlige, havde hun et BMI på 47, men selvom hun var svært overvægtig, havde hun ingen følgesygdomme, og hun fik derfor afslag på operationen.
»Det var et kæmpestort nederlag for mig,« siger Frederikke.
Kort inden sin fødselsdag fik hun dog en helt særlig fødselsdagsgave.
Hendes bonusmorfar betalte for, at hun kunne få sin operation privat, og kort efter fik Frederikke Donvild et såkaldt gastric sleeve.
Operationen forløb godt, og nu havde Frederikke Donvild pludselig fået det våben, hun havde manglet i sin kamp for at blive normalvægtig.
»Operationen hjalp mig til at spise mindre. Mange tror, det er en nem løsning, og at man taber sig uden at behøve gøre noget, men det er ikke tilfældet. Det har krævet en masse selvdisciplin. Både i forhold til kost og motion fuldstændig på samme måde, som når du skal tabe dig uden operation.«
Siden hun blev opereret i 2018, har Frederikke tabt 55 kilo, og hendes fedtprocent er mere end halveret fra 44 procent til 20 procent.
Hvis du vil læse mere om Frederikke og den rejse, hun har været på efter sin operation, kan du se mere på hendes Instagram-profil her.
