Gør mobiltelefonen klar.

For på mandag 29. november skal de studerende på Aarhus Universitet atter kunne fremvise gyldigt coronapas, når de vil til undervisning eller sidde på læsesal.

Det sker efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer, skriver universitetet på Facebook fredag.

»Smittetrykket stiger, og på AU følger vi de nationale retningslinjer og anbefalinger for at holde smitten nede. Fra mandag den 29. november vil det derfor være et krav, at alle studerende og besøgende på Aarhus Universitet kan fremvise et gyldigt coronapas,« lyder det fra universitet.

Kravet gælder altså både studerende og besøgende, der møder fysisk frem på universitets lokaler.

Aarhus Universitet skriver derudover, at de arbejder på at sende en besked ud hurtigst muligt om coronapas for medarbejdere.

Kravet sker på baggrund af indstilling fra Epidemikommissionen, hvor regeringen har fået opbakning fra Folketingets Epidemiudvalg til at indføre yderligere tiltag i håndteringen af den stigende covid-19-smitte i samfundet.

Fra mandag vil pcr-test gælde i 72 timer mod de nuværende 96 og lyntest vil gælde 48 timer mod nuværende 72.

Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg besluttede også torsdag aften, at der skal være krav om mundbind i den kollektive trafik og for kunder i detailhandlen fra på mandag.

På mandag skal de mødes igen for at diskutere yderligere tiltag.