Lyt til artiklen

Forsvarsministeriets hjemmeside samt Forsvarets hjemmesider har været nede det meste af torsdagen.

Og det skyldes et cyberangreb. Det oplyser Forsvarsministeriet på Twitter.

I første omgang lød det fra ministeriet, at det var en teknisk fejl, der var skyld i hjemmesidernes problemer.

Men det viste sig altså at være et cyberangreb, skriver ministeriet i et tweet:

'Det, der tidligere blev vurderet til at være et teknisk problem på forsvarets hjemmesider, viser sig at være et overbelastningsangreb (DDoS), hvor de bagvedliggende webservere stresses i en grad, så de ikke kan svare og vise de normale websider.'

Et DDoS-angreb er et digitalt angreb, hvor en person med vilje overbelaster for eksempel en hjemmeside, så siden ikke kan svare eller bryder sammen, oplyser Sikkerdigital.dk.

Forsvarets hjemmeside begyndte at virke igen omkring klokken 19.30, og man arbejder stadig på at sikre, at overbelastningen udefra stoppes.

'For nuværende er der ikke kendskab til andre påvirkninger end manglende adgang til webportaler – der er således ikke nogen operative konsekvenser for forsvaret,' oplyser Forsvarsministeriet desuden i tweetet.

Også i Norge har man kortvarigt været ramt af et cyberangreb.

Ifølge Dagbladet.no var Stortingets hjemmeside nede i en kort periode.