Hvis du har en forpagter gemt i dig, er det nu, du skal slå til.

I det centrale Hasseris ligger Svalegården, som i mange år har været både cateringvirksomhed og restaurant.

Siden 2016 har Stefan Klausholm Petersen og hans hustru Mette forpagtet stedet, men nu skal det være slut, skriver Nordjyske.

Parret overtager nemlig forpagtningen af AKKC – det tidligere Papegøjehaven – og derfor er det nu muligt at overtage bindsværksbygningen i det attraktive område.

Erhvervsmægleren Nordicals skal stå for at finde ny forpagter, men erhvervsmægler og medindehaver hos Nordicals, Steen Royberg, regner med, at Svalegården snart får ny forpagter, da placeringen er god.

»Derfor forventer vi sagen løst inden årets udgang,« fortæller han til Nordjyske.

Stedet har primært haft catering de senere år. Stefan Klausholm Petersen og hans hustru Mette overtog Svalegården fra familien Bühlmann, hvor de foruden catering har drevet restaurant med navnet 'Mad med Mest'.

Nu kan det blive din tur til at drive Svalegården videre, hvis du har en forpagter gemt i maven.