Det er det mest indgribende under pandemien, lød det fra Mette Frederiksen, da hun sænkede forsamlingsforbuddet til fem. Og derfor gjaldt det i første omgang kun små to uger.
Men på onsdagens pressemøde blev forsamlingsforbuddet forlænget yderligere tre uger. Det er nemlig ikke kun det mest indgribende, men også det mest effektive.
Det fremgår af en rapport, som en række eksperter i medicin, epidemiologi, økonomi og samfundsforhold netop har afleveret, og som Folketingets partier i den kommende uge skal præsenteres for.
»Eksperterne understreger, at det i den nuværende situation er afgørende at sikre et lavere smittetryk på grund af den her nye variant. Så derfor er det ikke endnu, at rapporten skal tages i brug,« lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemødet onsdag.
Rapporten handler da heller ikke om, hvornår restriktionerne skal lempes, men i hvilken rækkefølge de gældende restriktioner bør lempes.
Og her kan man altså få et kig ind i, hvordan eksperterne vurderer de forskelliges restriktioners virkning på smittespredningen sat over for den pris, vi betaler på tre fronter: samfundsøkonomi, trivsel og individuel frihed.
Når eksperterne opstiller det regnestykke, er det først og fremmest skoleelever i 0. til 4. klasse, som skal tilbage på skolebænken, når ellers smittetallene tillader det.
Derimod er der lange udsigter til, at barer og værtshuse igen kan få lov til åbne butikken og servere øl indtil klokken 22, hvis det står til eksperterne.
Men så er der det svære tiltag. Det Mette Frederiksen selv har kaldt det mest indgribende.
Forsamlingsforbuddet, der betyder, at vi lige nu kun må mødes maks. fem personer, når vi bevæger os uden for eget hjem eller arbejdspladsen.
Det bliver af eksperterne vurderet som det 'klart mest begrænsende tiltag over for den personlige frihed'.
»Jo mere det går ind og begrænser den frihed, vi har til at bevæge os rundt, jo mere gør det ondt på os, fordi vi er sociale dyr,« siger Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der siden foråret har undersøgt danskernes adfærd under corona og er med i den faglige referencegruppe, som står bag rapporten.
Samtidig er det et tiltag, som man ikke kan kompensere for, pointerer eksperterne i rapporten.
Også på trivsel og folkesundhed betaler vi som samfund en høj pris, når vi maks. må forsamles fem personer.
Dels rammer forsamlingsforbuddet hele befolkningen – hver og en – og på mange måder også er en forudsætning for andre lempelser.
'Derudover begrænser forsamlingsforbuddet betydeligt muligheden for social interaktion og har derfor en betydelig indvirkning på trivsel særligt for mennesker med en begrænset social omgangskreds,' lyder det i rapporten.
Påvirkningen på især udsatte personer, børn og unges sociale samvær får eksperterne til at anbefale, at 'muligheder for at mødes flere udendørs bør prioriteres'.
TIPS OS: Oplever du, at forbuddet mod forsamlinger over fem rammer dig særligt hårdt, for eksempel fordi du har et begænset netværk? Så send gerne en mail på sija@bt.dk
Prisen er høj, men restriktionen er også bare blandt de mest effektive, fremgår det af rapporten.
Der er nemlig videnskabeligt bevis for, at forsamlingers størrelse spiller en stor rolle i forhold til smittespredning både under tidligere epidemier og covid-19.
Samtidig har det en signalværdi, 'som vurderes at have en positiv effekt på folks generelle adfærd i forhold til smitteforebyggelse'.
'Ved en lempelse vil der være et øget antal af sociale arrangementer. Det må forventes, at en del arrangementer med 6-10 deltagere ikke gennemføres, men derimod aflyses under restriktionen,' lyder det i rapporten.
I forlængelse af, at Mette Frederiksen sænkede forsamlingsforbuddet til maks. fem personer, lød også en tilsvarende anbefaling inden for hjemmets fire vægge.
»Alle opfordres til at begrænse den sociale kontakt til maks. fem personer, og at man heller ikke i private hjem mødes mere end fem personer,« sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
Den slags udmeldinger kan jo virke yderst indgribende i vores personlige frihed. Men det er ikke ekspertgruppens vurdering. Tværtimod.
'Det er en del af det at være et frit individ – snarere end en begrænsning – at modtage anbefalinger, som kan give anledning til svære, personlige dilemmaer,' lyder vurderingen i rapporten, som dog tager højde for, at det lov eller ej påvirker vores trivsel:
'Det anerkendes fuldt ud, at anbefalingerne kan medføre en adfærd, der opleves begrænsende på trods af, at den er frivillig.'