»Lovligt telefonsalg forudsætter, at virksomheden indleder samtalen med at præsentere sig og fortæller, hvorfor de ringer.«

Så enkel lyder meldingen fra forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen. Alligevel er to virksomheder nu politianmeldt for at have forbrudt sig mod reglerne og løjet for potentielle kunder. Usandhederne, der skulle være givet videre, går lige fra historier om raserende østbander til ikke eksisterende konkurrencer.

Det oplyses på Forbrugerombudsmandens hjemmeside torsdag.

De to firmaer, der er tale om, er sikkerhedsvirksomhed Verisure og it-firmaet My Data, og de er begge beskyldt for at have løjet for folk, de prøvede at skaffe som kunder.

Potentielle kunder var blevet kontaktet uden tilladelse, og desuden har man løjet overfor dem, lyder en anmeldelse til politiet.
Potentielle kunder var blevet kontaktet uden tilladelse, og desuden har man løjet overfor dem, lyder en anmeldelse til politiet. Foto: Kasper Palsnov
Vis mere

Firmaet My Data er anklaget for at have kontaktet 10 kunder uden tilladelse, og derefter skulle firmaet have fyret usandheder af for egen vindings skyld.

På forbrugerombudsmandens hjemmeside skriver de, at My Data er anmeldt for følgende:

'At have vildledt de 10 forbrugere og yderligere én forbruger ved over telefonen at oplyse, at de havde vundet en gevinst i en konkurrence, og at gevinsten var et sikkerhedstjek af deres computer til en værdi af 999 kroner,' lyder det i teksten, som fortsætter:

'Forbrugerne vidste umiddelbart ikke, hvilken konkurrence det var, og flere mente ikke, at de havde deltaget i den. My Data oplyste ikke forbrugerne om, at formålet med samtalen var at sælge et databeskyttelsesprodukt for op til 3.999 kroner.'

Ligeledes skulle også firmaet Verisure, som sælger alarmsystemer til private kunder, have gjort sig skyldige i at lyve over for i hvert fald én kunde:

Verisure skulle blandt andet have oplyst i en reklame, at der var flere indbrud og mere utryghed i et kvarter i Brøndby.

Derefter har man ringet og oplyst, at Rigspolitiet havde givet dem tilladelse til at ringe til alle i området, fordi 'østbander' raserede deres nabolag.

Verisure har indvilliget i at betale en tillægsbøde på 60.000 kroner for overtrædelserne. Det oplyses, at det er anden gang i år, at de bliver politianmeldt af forbrugerombudsmanden. 30 virksomheder er på et år blevet anmeldt for ulovligt telefonsalg, kan man læse på hjemmesiden.