Elselskabet Go Strøm er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.
Det er sket på grund af 'uønsket telefonsalg og vildledning af forbrugere' lyder det torsdag.
Forbrugerombudsmanden har på kun tre måneder modtaget 59 klager fra forbrugere over Go Strøm, der blev oprettet som selskab så sent som i april i år.
Et af de gentagne klagepunkter er blandt andet, at medarbejdere fra Go Strøm har kontaktet forbrugere og angiveligt givet udtryk for, at de ringer fra kundernes eksisterende elselskab – eller samarbejder med det. Hvilket siden har vist sig ikke at være rigtigt.
Ifølge Forbrugerombudsmanden er kunderne også blevet »vildledt« på andre måder:
Go Strøm har oplyst forbrugere om, at de skulle have penge tilbage, eller at de skulle skifte elaftale. Selvom det ikke var tilfældet.
Go Strøm har tilmeldt kunder en elaftale med Go Strøm uden forbrugernes viden – efter at kunderne har oplyst CPR-nummer og kontooplysninger, fordi de fik at vide, at de skulle have penge tilbage eller kunne få rabat.
Go Strøm har givet forkerte oplysninger om, hvor mange penge forbrugere kunne spare ved at skifte elselskab til Go Strøm.
Elselskabet er helt præcist blevet politianmeldt for at ringet til de 59 klagere uden at have indgået et foregående samtykke om et opkald samt for at have vildledt 50 af forbrugerne under telefonsamtalerne.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen har på den baggrund en vigtig besked til berørte forbrugere.
»Det er vigtigt, at forbrugerne er klar over, at de ikke er bundet af en elaftale, hvis de ikke har givet samtykke til opkaldet. De er naturligvis heller ikke bundet til aftalen, hvis de er blevet vildledt til at indgå den,« siger hun i en pressemeddelelse.
Om de fremgangsmåder, som Go Strøm har benyttet sig af i forsøget på at kapre kunder, lyder det:
»Der er efter vores vurdering tale om så grov og for nogle af selskaberne også systematisk vildledning af forbrugerne, at det kan være bedrageri, hvis forbrugerne lider et økonomisk tab ved at blive overført til et andet elselskab,« siger Christina Toftegaard Nielsen.