Måltidskasse-leverandøren HelloFresh er landet i en regulær shitstorm på Facebook og Trustpilot.

Omdrejningspunktet er pakker med kød, der har fået klistret en ny udløbsdato ovenpå den gamle, så det ser ud, som om de pludselig kan holde sig en måned længere.

»Føj for helvede, og nu tænker jeg bare på, hvor ofte det sker. Farvel og tak,« lyder det i et Facebook-opslag, der i skrivende stund er blevet delt 6.500 gange og har fået 1.400 kommentarer.

På Trustpilot lægger kunderne heller ikke fingre imellem.

Kødet som en HelloFresh-kunde modtog til denne uges levering. (Privatfoto)
Kødet som en HelloFresh-kunde modtog til denne uges levering. (Privatfoto)
Vis mere

»Modtaget andebryst, hvor de så bare havde sat en ny datomærkning over den gamle, over en måned i forskel? Fy for satan, afsted til Fødevarestyrelsen med jer,« skriver en anmelder, der kvitterer med én stjerne.

»Vi har egentlig været glade for måltidskasserne – lige indtil vi modtog kød, hvor ny datoetiket var sat over gammel, så kødet pludselig kunne holde sig en måned mere. De undskyldte sig med, at der var leverandørproblemer. Jeg er ikke kunde mere!« skriver en anden.

B.T. har været i kontakt med en af de kunder, der har oplevet at modtage for gammelt kød. Kvinden ønsker ikke at medvirke i en artikel, men har givet B.T. lov til at bruge billedet af kødet med den nye datomærkning.

B.T. har også set kvindens korrespondance med HelloFresh om kødet med den nye datomærkning.

Her fremgår det, at den nye datomærkning skyldes, at kødet tidligere har været frosset og efterfølgende er blevet optøet, hvorefter holdbarhedsdatoen er blevet korrigeret i overensstemmelse hermed.

»Dette betyder, at produktet fortsat er sikkert at spise, men du kan ikke fryse produktet igen,« skriver HelloFresh.

Produktet mangler den information, understreger HelloFresh, og de skriver, at de er ved at undersøge hele processen for at se, hvad der er gået galt.

TIP OS! Har du oplevet problemer med en måltidskasse, hører B.T. gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk

HelloFresh har ikke ønsket at stille op til et mundtligt interview med B.T., men administrerende direktør i HelloFresh Norden Kristian Hald udtaler i et skriftligt svar, at der er tale om en klar fejl.

»Det er selvfølgelig meget beklageligt og må ikke ske. Vi har derfor skrevet rundt til alle vores berørte kunder og beklaget situationen,« skriver han.

Samme besked og forsikringen om, at produktet fortsat skulle være sikkert at spise, men at produktet ikke kan nedfryses igen, har HelloFresh udsendt til sine kunder. Her skriver man ligeledes, at man er ved at undersøge, hvordan fejlen kan være opstået, og forhindre, at fejlen kan opstå igen.

B.T. har bedt Fødevarestyrelsen om en kommentar til sagen, og de oplyser, at de arbejder på et svar.

HelloFresh er en verdensomspændende fødevarekoncern med selskaber i lande om USA, Storbritannien, Australien, Tyskland og Holland.

I 2019 omsatte hele koncernen for 13,4 milliarder kroner ifølge FødevareWatch.