Fra Ullas soveværelse og stue har hun udsigt til smukke træer og grønt græs. Desværre overskygger et andet syn næsten dagligt den glæde.

De kommer i grupper, enkeltvis og i alle aldre. De skal alle tisse – mænd som kvinder – og gør det med bukserne nede i buskene lige ude foran Ullas eneste vinduer.

»Jeg har ufrivilligt udsigt til 'toiletter'. Der kan være mere end 50 personer, som tisser foran mit vindue om dagen,« siger Ulla Ekberg.

Hun bor i en lejlighed med udsigt til Nørrebroparken i København, som er et populært samlested for familier og vennegrupper. Denne sommer også for mange udendørsfester.

På varme og travle dage i Nørrebroparken kan Ulla opleve et halvt hundrede toiletbesøg foran sit vindue.
På varme og travle dage i Nørrebroparken kan Ulla opleve et halvt hundrede toiletbesøg foran sit vindue.

Nattelivet lukker tidligt, og byens grønne åndehul har flere gange lagt græs til store fester med op mod flere hundrede mennesker.

Og med mange øl følger et naturligt behov for at lade vandet, hvilket de høje buske foran Ullas lejlighed konstant er offer for.

I dagtimerne, og når vejret er godt, er det ikke meget anderledes.

Fra sin stol i stuen kan den 74-årige pensionist se op mod 10 par blege baller turnere forbi på en halv time.

Jeg forstår jo også godt de trængende, for der er ikke nok toiletter

Det danner store ildelugtende pis-søer på jorden, som på de varme sommerdage sender en uønsket brise af urin mod lejlighederne.

»Når det er varmt, kan man lugte det,« fortæller hun.

Selv om det er ulækkert, er Ulla ikke sur på de mange tissetrængende mennesker, som godt og vel dagligt vander buskene.

»Jeg er frustreret, men jeg er pædagog, så jeg har en god tålmodighed. Jeg forstår jo også godt de trængende, for der er ikke nok toiletter,« siger Ulla og fortsætter: »Hvor skal de ellers tisse?«

Det er både piger og drenge såvel som voksne, der bruger buskene som nødtoiletter.
Det er både piger og drenge såvel som voksne, der bruger buskene som nødtoiletter.

Nørrebroparken er stor og er fra kommunens side udstyret med to toiletter, som er placeret i den ene ende af det grønne areal ved legepladsen.

De bliver mest benyttet af børnefamilierne, der er ofte kø, og de lukker klokken 21. I den anden ende af parken, hvor Ulla bor, er buskene ved hendes vindue derfor blevet et interimistisk friluftstoilet.

Her kommer alt fra voksne, som deltager i udendørs fødselsdagsarrangementer, til unge og gamle mænd, der ikke kan holde sig.

»Det er urimeligt over for alle. De føler sig sikkert også flove over at være nødsaget til at gøre det i busken,« siger Ulla.

Stanken fra buskene, hvor mange festglade gæster i parken tisser, kan mærkes om sommeren.
Stanken fra buskene, hvor mange festglade gæster i parken tisser, kan mærkes om sommeren. Bax Lindhardt

For at afhjælpe situationen for sig selv og de mange tissetrængende har Ulla tre år i træk forsøgt at råbe kommunen op gennem lokaludvalget.

Buskene ude foran hendes vindue bliver nogle gange klippet ned, og det gør tisse-problemet mindre, men det er nu ikke sket længe.

Man har heller ikke valgt at imødekomme hendes opfordring til at lave flere toiletter. Noget, som denne sommers øgede aktivitet i parken undestreger behovet for.

»Kommunen skal gøre noget. De skal tage sig sammen,« siger Ulla Ekberg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune på grund af ferie.

Beboere plages også af musik

I Danmark er natklubberne fortsat lukket, og byens barer og værtshuse skal stoppe udskænkningen og sende gæsterne hjem ved midnat.

Den situation er formodentlig medvirkende til, at politiet denne sommer har oplevet en voldsom stigning i anmeldelser om 'støj til ulempe' i samtlige politikredse.

For mange beboere i blandt andet København har det i perioder føltes som at være 'ufrivilligt inviteret med til fest', når gadestøj og musik har holdt dem vågne til langt ud på natten i weekender og hverdage.

Når mange mennesker bruger de samme buske som toilet, skaber det store søer af urin, hvilket giver lugtgener for naboerne.
Når mange mennesker bruger de samme buske som toilet, skaber det store søer af urin, hvilket giver lugtgener for naboerne. Privatfoto

Nørrebroparken er blevet et af de steder, hvor unge, som mangler et sted at feste, søger hen. Det har beboerne med lejligheder ud til parken bevidnet talrige gange de seneste mange uger.

»De sidste par måneder har været voldsomme med larm,« fortalte Charlotte Urne fra Nørrebro til B.T. i begyndelsen af juli.

På trods af skilte om, at der skal være ro klokken 22, ender det store grønne område som ét stort festlokale, hvor der bliver spillet op til dans med de kraftige Soundboks-højttalere, der kan spille lige så højt som en udendørskoncert på fuld knald.

Det mærker Ulla Ekberg også som nabo på første parket.

»Musikken er blevet værre i år. De, som fester, skal have lov til at være der, men bassen kan være frygtelig,« fortæller hun.