Mange danske forældres opfattelse stemmer tilsyneladende ikke overens med, hvordan indeklimaet egentligt er i deres børns klasselokaler.
»I virkeligheden handler det nok om, at det er begrænset, hvor meget viden vi hver især har adgang til, når det gælder indeklimaet i vores børns skoler eller institutioner,« siger Maria Christina Rizzo, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne:
»Samtidig har vi en forståelig forventning om, at der er styr på de forhold, vores børn udsættes for. Desværre er det så alt for sjældent tilfældet.«
En ny undersøgelse blandt danskere viser, at kun 16 procent af de adspurgte forældre har vurderet indeklimaet i deres børns skole eller institution til at være dårligt eller meget dårligt.

36 procent har betegnet indeklimaet som godt eller meget godt.
»Det står i stærk kontrast til undersøgelser fra eksempelvis Realdania, som tidligere blandt andet har vist, at 90 procent af klasselokalerne i landets folkeskoler i løbet af en skoledag overskred det anbefalede CO2-niveau,« siger Maria Christina Rizzo fra fagorganisationen.
Ifølge en pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne har undersøgelse vist, at børn kan miste et helt års indlæring ved at opholde sig i klasselokaler med dårligt indeklima sammenlignet med børn, som hver dag befinder sig i klasselokaler, hvor der er styr på indeklimaet.
I meningsmålingen blandt danske forældre fremgår det også, at halvdelen af dem gerne vil have besked, hvis der opstår problemer med indeklimaet i deres børns skole eller institution. Eksempelvis via en app.
»Det kræver bare, at der opsættes målere, som kan registrere eksempelvis CO2-niveauet i realtid. Omvendt ville det formentlig blive en solid øjenåbner for både forældre, skoler og ikke mindst kommuner, hvis man fik et mere reelt og realistisk billede af indeklimaniveauet,« siger Maria Christina Rizzo.
Hun opfordrer landets kommuner til at gøre noget ved problemet.
»Der er brug for, at langt flere kommuner opstiller en egentlig indeklimastrategi og -handleplan, så vi kan sikre vores børn, undervisere og pædagoger ordentlige forhold i hverdagen. Det er dokumenteret viden, at der skal være nok luftudskiftning i klasseværelser og daginstitutionerne for at sikre godt indeklima, og at frisk luft øger trivsel, sundhed og indlæringen. Det bør være et fokuspunkt for alle de ny- og genvalgte kommunalpolitikere. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt,« siger hun.



