Du forbinder sikkert lottokuponer med noget, der skal tjekkes fredagaften.

I ti år har danskerne da også kunnet spille Eurojackpot om fredagen, men fremover bliver det også muligt at drømme ekstra stort på tirsdage.

Førstepræmiepuljen på den første tirsdags-trækning i aften er på 101 millioner kroner, og det kan gå hen og blive et endnu højere beløb.

Hver tirsdag og fredag, hvor førstepræmien ikke vindes, hæves den maksimale førstepræmie fra  570 til nu 750 millioner kroner, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Det er fredag på en tirsdag. Danskerne har vænnet sig til, at det før var hver fredag, at de kunne drømme om den helt store gevinst, og nu er det to gange om ugen, at der trækkes lod om de svimlende beløb – som nu er op til 750 millioner kroner,« siger Martin Dalsgaard Andersen, der er marketingdirektør i Danske Spil, og tilføjer:

»De beløb tager nok pusten fra de fleste, og jeg håber virkelig, at det bliver en dansker, der tager førstepræmien, så vi kan slå den hidtidige rekord for største gevinst i Danmark på 315 millioner koner. - og jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før den rekord er slået.«

Men husk, at chancen for at vinde de mange millioner i Eurojackpot er meget, meget lille.

»De deltagende lande er Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland, Tyskland, Tjekkiet, Ungarn, Kroatien, Slovenien, Italien, Spanien, Slovakiet og Polen. Chancen for at vinde en 1. præmie er 1:95.344.200,« skriver Wikipedia.dk om Eurojackpot.