Udefra kunne det ligne et hvilket som helst sommerhus, men når du træder ind i det røde træhus, er det som at blive sendt 100 år tilbage i tiden.
Det er det robuste brændekomfur og den lille, batteridrevne transistorradio, der bidrager til den nostalgiske følelse, men det handler lige så meget om det, der ikke er i huset.
Du skal nemlig kigge langt efter elektricitet, mobiltelefoner, et moderne toilet eller andre genstande, der kan tilskrives den teknologiske tidsalder.
Og det er lige, som det skal være, hvis du spørger husets ejer, 79-årige Annie Hansen.
Hun valgte nemlig en februardag i 2007 at skrive et brev til kommunen, der vendte op og ned på hendes liv.
I brevet stod der, at Annie meldte sig ud af samfundet. At hun ikke længere ville have udbetalt sin folkepension, men i stedet leve sit liv fuldstændig uden indblanding eller hjælp fra myndighederne.
I stedet ville hun give sig helt og aldeles hen til den – ifølge Annie – eneste, der faktisk vil og kan hjælpe hende: Gud.
Og den overvældende kærlighed til Gud mærker man straks, da B.T. en tirsdag formiddag møder uanmeldt op ved sommerhuset i nordvestsjællandske Ellinge Lyng.
Først kræver en ødelagt og porøs havelåge en sirlig tohåndsåbning, men da udfordringen er klaret, står en af husets to beboere – 39-årige Marianne – klar med en varm velkomst.
Faktisk er hun i fuld gang med at klare dagens brænde, men lader håndsaven få hvile, da der kommer ubudne gæster.
I brændeskuret er træstolperne prydet af citater fra Bibelen, og på stolpen ved siden af Marianne står der skrevet:
'Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift.'
Inde i huset ligger Mariannes mor, Annie, på langs, fortæller datteren, og før B.T. bliver budt indenfor, traver hun ind for at få et »ja« fra husets overhoved.
»Ja'et« lyder få minutter efter, og det skal vise sig at blive en over tre timer lang snak om, hvorfor danskerne bliver holdt for nar, hvorfor Gud faktisk bør være rettesnoren, og hvorfor det eneste rigtige er at melde sig ud af samfundet.
Alt sammen ifølge Annie, naturligvis.
Annies liv er primitivt og er milevidt fra den hverdag, de fleste danskere lever i, men faktisk vil den 79-årige kvinde ikke kalde sig selv »lykkelig«.
Hun har i årtier følt sig svigtet af systemet, og efter 15 år uden sygehus- eller lægebesøg er smerterne også blevet en ufrivillig ledsager dag ind og dag ud.
I dagens anledning kæmper hun sig dog op til en siddende position i sengen, og derfra tager hun hurtig fat i sin vigtigste genstand, der ligger ved bordet ved siden af.
»Vi burde alle lytte til Guds ord. Det er Ham, der har skabt os, og lige nu er Han vred. Det er jeg sgu også,« siger hun og rækker Bibelen frem.
Imens knytter Annie sin ene hånd og bevæger den med høj fart mod sin anden flade hånd.
»Klask«, lyder det højt i den lille, brændeovnsopvarmede stue.
Ved siden af Bibelen får man hurtigt øje på den batteridrevne transistorradio, hvor Annie gennem P1 følger udviklingen i det samfund, som hun ellers har sagt farvel til.
Men sådan har det ikke altid været.
Rebelskheden har nok altid været der, indrømmer hun, men fra starten af 20erne og et par årtier frem gjorde unge Annie karriere i finansieringsafdelingen i Volvo Danmark med et klassisk 8 til 16-job.
I det, der nok bedst kan beskrives som en 'almindelig tilværelse', fik hun to sønner med en ægtemand, men da hun sammen med en anden mand blev gravid med Marianne, begyndte alle dårligdommene.
Listen med uretfærdigheder er for lang at skrive her, men da Annie i slutningen af 1980erne føler, at livet nu har givet hende nok modgang, slår hun op i en bog, der skal ændre hendes liv.
»Jeg begyndte at læse Bibelen, og da jeg efter et år var færdig med den, gik det op for mig, at jeg måtte tjene Gud,« fortæller hun.
På det her tidspunkt bor Annie alene med lille Marianne i det røde sommerhus under trange kår, men vi skal frem til 2007, før mor og datter vælger at melde sig ud af samfundet.
Katalysatoren er, at Annie og Mariannes nye kommune efter reformen i 2007 – Odsherred Kommune – vil fjerne deres lille hønsegård i haven, der ellers forsyner dem med æg og kød, ligesom førstnævnte også giver dem lidt ekstra på kistebunden gennem salg i lokalområdet.
»Jeg ønsker at melde mig ud af dette samfund,« lyder det uimodsigelige budskab i et håndskrevet brev, som Annie sender til kommunen.
Da hun måneden efter får udbetalt næsten 10.000 kroner i folkepension, hæver hun hele beløbet, trasker op til kommunen, lægger dem på bordet og lukker herefter sin bankkonto.
Og kort tid efter får hun et klokkeklart tegn om, at hun har gjort det rigtige ved at kaste sin skæbne i Guds hænder.
Der er nemlig ikke længere råd til elektricitet i det lille sommerhus, men da en af Annies familiemedlemmer overfører 1.000 kroner til hende, sker der noget fantastisk.
»Vi slår op i avisen et par dage senere, og så står den der til salg til 1.000 kroner. Det er jo et klart tegn fra Gud,« siger Annie og peger på brændekomfuret ude i køkkenet.
Imens nikker Marianne flittigt, indtil hun bliver sendt ud i køkkenet for at koge vand til B.T.s journalist og fotograf.
»Jamen, mor. Jeg vil gerne lige forklare....«
»Gå nu ud og sæt vand over. Det kan da ikke være så svært,« lyder ordren fra mor.
Den står på pebermyntete fra haven.
Annie og Marianne er nemlig mere eller mindre selvforsynende med høns og masser af grøntsager i haven.
»Vi får dejlig mad. For tiden er det meget med rødbeder og kartofler. Jeg har intet at klage over,« fortæller Annie.
Der kommer også lidt penge ind fra pantindsamling og salg af æg, og det bruger Marianne på at købe ost, mælk og havregryn.
Et andet, hvis du spørger Annie, uomtvisteligt kald fra Gud kom, da Marianne fyldte 30 år.
Hun elsker nemlig at sætte tænderne i en god steg, men mor Annie måtte få lidt fornuft ind i sin datters hoved, da hun efterspurgte et godt stykke kalv til sin runde fødselsdag.
»Tror du, vi har råd til det? Desværre,« lød meldingen.
Men seks dage senere stod genboen pludselig foran sommerhuset.
Han er jæger og smed et helt dådyr, som han havde i overskud, til de to kvinder.
»Det var et så tydeligt kald fra Gud, og jeg kan love dig for, at vi fik meget kød til den middag. Det var næsten for meget,« siger Annie.
Alligevel synes der er at være tidspunkter, hvor Gud ikke er lige så hjælpsom.
Det står klart, da B.T.s journalist spørger lidt ind til de mange smerter.
Du siger, du har ondt, Annie. Kunne det have noget at gøre med, at du ikke er blevet tilset af læger eller sygeplejerske i så mange år?
»Nej, Gud er jo netop min læge og min plejer,« fortæller hun.
Men hvorfor har du så al den smerte?
»Det er, fordi Gud med vilje ikke vil gøre mig for frisk. Så ved han, at jeg vil gå ud og råbe op om mine overbevisninger.«
Jamen, det er vel i Guds interesse, at du får flere til at få de overbevisninger?
»Hmm... det ved jeg ikke. Jeg har da også brokket mig til ham et par gange over, at jeg skal have så ondt.«
Smerterne er dog ikke Annie og Mariannes største hovedpine.
I 2019 fik de nemlig en dårlig nyhed, da jurister i kommunen efter 12 år fandt ud af, at man fra kommunens side i 2007 havde indgået en ulovlig aftale, hvor man betalte Annies ejendomsskat med et pensionstillæg.
Et slags skyggeregnskab, efter Annie havde frasagt sig folkepension.
Derfor krævede kommunen fra dags dato ejendomsskat – til Annies store frustration.
»Jeg har meldt mig ud af samfundet, så hvorfor skal jeg betale for det hus, som jeg har købt og betalt? Det er mod Guds vilje, og jeg kommer ikke til at betale,« siger Annie og slår igen sine hænder sammen.
Annie forstår ikke, at hun gennem årene har takket nej til omkring to millioner kroner i folkepension, men at hun nu skal betale ejendomsskat.
Regler er dog regler, og derfor begyndte kommunen sidste år at arbejde på en tvangsauktion af huset, men efter længere tids tovtrækkeri virker den nu til at være blevet sat i standsning.
De to står dog alligevel i en situation, hvor de ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Men kan man bare melde sig ud af samfundet?
Det har Sjællandske Medier, der først skrev historien, spurgt professor i forfatnings- og forvaltningsret på SDU Frederik Waage om.
»Det er sådan set ret enkelt. Man kan ikke melde sig ud af samfundet. Landets love og regler gælder for alle borgere, og der findes ingen undtagelsesmuligheder for eksempelvis betaling af ejendomsskat,« siger han.
Den betragtning er dog ifølge Annie imod Guds ord.
»Det er stik imod Gud, og Han skal nok komme til at straffe os. Det er jo det, som Han gør med klimaforandringerne. Han er vred,« siger hun og slutter med en opsang.
»Jeg forstår ikke, at du ikke kan se det, Sebastian. En dag bliver du klogere. Det ved jeg.«
