Det ene år har de investeret i høns, det næste i solceller, og et år har de bare haft fokus på genbrug. Familien Weitze har gjort det mere overskueligt at gøre sin livsstil mere bæredygtig ved at følge en plan med ét mål af gangen. Og efter 12 år, hvor planen er blevet revideret flere gange, har familien lavet mange klimavenlige forandringer og sparet mange penge
Charlotte Weitze er blandt de første danske skønlitterære forfattere, der skriver sig ind i klimadebatten med bøger om planter, mennesker og symbiotiske forhold herimellem. Og hun var sandsynligvis en af de første, da hun for 12 år siden lagde en ambitiøs 2030-plan med sin mand for at nedbringe familiens CO2-udslip. I og omkring deres hus i Vallekilde er det tydeligt, hvilke mål de har nået indtil nu.
I haven er der bunker af kompost, der får lov til at ligge og rådne til gavn for insekterne. Rundt omkring i det uklippede græs går der høns og gokker. På taget af det gule hus er der fyldt med solceller og solvarmepaneler. Foran huset står der en elbil og trækker strøm leveret af solcellerne.
Charlotte Weitze har altid haft en interesse for naturen. Med en opvækst i en Ruldolf Steiner-børnehave, på en aktivistisk friskole og senere med biologi og fysik på højniveau i gymnasiet har forfatteren altid beskæftiget sig med verden uden for sine vinduer. Måske er det netop dette forhold til naturen, der gjorde, at den aften tilbage i 2009, hvor COP15 blev afholdt, fik så stor betydning for Charlotte og hendes mands liv fremadrettet.
»Min mand og jeg sad i vores sofa og fulgte med i klimatopmødet. Der er sikkert mange, der husker nogle ikoniske billeder fra dengang af Lars Løkke, der ser enormt træt ud. Det gjorde stort indtryk på os, at politikerne så ud til at være så drænede af det her emne, og vi så på hinanden og aftalte, at vi måtte gøre et eller andet. At det ikke var nok at overlade alt til lederne, og at vi også selv var i stand til at gøre noget.«
Charlotte og hendes mand gik i gang med at nedskrive en strategi for en omlægning til en mere bæredygtig livsstil på et gammelt Anders And-blad, der lå på bordet. Deres 2030-plan gik ud på, at de som familie skulle reducere deres CO2-udledning med 50 procent inden år 2030. På daværende tidspunkt var det også målsætningen fra politikernes side, at landet samlet set skulle reducere udledningen af CO2 med 50 procent.
»For at det skulle være overkommeligt at nå vores mål, tænkte vi, at det ville være nemmere at vænne sig til, hvis vi ændrede nogle få ting om året. Det kunne være større investeringer, der kostede mange penge, eller ting, der krævede planlægning og tilvænning. Det uoverkommelige bliver mere overkommeligt, hvis man tager et enkelt skridt ad gangen. Vi kiggede blandt andet på, om vi havde råd til at foretage økonomiske investeringer såsom at isolere kælderen bedre det ene år, og om vi havde mentalt overskud til at ændre nogle vaner året efter.«
»Der er klart nogle ting, vi stadig kan blive bedre til. Lige nu har vi for eksempel to biler, hvor kun den ene er en elbil. Min mand har fået et job, hvor han arbejder med bæredygtighed, men arbejdet ligger lidt langt væk, og herude på landet er der ikke mange togforbindelser. Det er jo netop sådanne situationer, der kan være en smule indviklede. Der er nogle ting, der kan spænde ben for hinanden, og der er altid noget, man kan skrue på. Vi vil rigtig gerne helt op på 70 procents reduktion, men jeg er i tvivl, om vi kan nå det, hvis ikke politikerne snart gør noget mere.«
Reduktionen af kød og flyrejser har ikke været det sværeste for Charlotte og hendes familie.
»Det sværeste ved at omlægge vores liv og leve efter planen har egentlig været at gøre noget andet, end hvad mange andre mennesker gjorde. Med tiden har det ændret sig lidt, for der er heldigvis mange mennesker, der er begyndt at tænke mere på klimaet nu, end da vi startede for 12 år siden. Der kunne vi godt føle os lidt anderledes, og vi overvejede nøje, hvor meget vi skulle moralisere og forsøge at påvirke vores omgivelser.«
Det er vigtigt for Charlotte at understrege, at ting som solceller eller at skifte en benzinbil ud med en elbil ikke blot er udgifter. Solceller og solvarmepaneler, som familien fik sat op i 2014 i henhold til planen, har allerede tjent sig ind, og det betyder, at det nu er næsten gratis at varme huset og vandet op. Derudover er det billigere at køre elbil end en benzindreven. Alt det giver dem råd til de næste ting på 2030-planen.
Er I nogensinde bekymrede for, om jeres døtre går glip af noget i den her omlægning?
»I forhold til vores børn synes jeg, at vi netop skylder dem at gøre de her ting. Der er mange børn og unge, der er meget bevidste om klimaet og klimaforandringer og rigtig bange for, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Så vi skylder ikke nødvendigvis vores børn en flyrejse til Rom, men vi skylder dem at hjælpe med at redde planeten. I min generation er der mange, der sætter deres lid til ungdommen, men det synes jeg er tarveligt. De har brug for, at vi også tager handling. Handling er det eneste, der kan fjerne angsten. Jeg mener ikke, at vi giver vores døtre mere at spekulere over, end hvad så mange andre unge har. Klimakrisen er tydelig, så jeg tror ikke på, at nogen går fri fra bekymringerne.«
Oplevelser inden for rækkevidde
Charlotte og familien forsøger at undgå at rejse med fly og vælger togferier i stedet. Blandt andet til Tyskland og Frankrig. Derudover mener Charlotte, at det ikke er nødvendigt at rejse væk for at opleve noget nyt, hvis blot man er nysgerrig på indtryk i nærområdet.
»Alle fornøjelsesferier bliver planlagt uden om flyrejser, for der er absolut ingen grund til at flyve, hvis der er andre muligheder. Derudover kan ferier også handle om at opleve noget i det nære. Coronakrisen er vores store chance for at ændre på rigtig mange ting. I den tid har vi lært, at det vigtigste kan vi ikke købe os til, for det handler om nærvær. Vi skal lære, at vi i det nære kan få lige så store oplevelser som ved at rejse langt væk. Det handler blot om at være nysgerrig og åben over for vores omgivelser. Og over for naturen omkring os.«
Netop at åbne sig for sine omgivelser er Charlotte er blevet bedre til med tiden. Det har blandt andet ført til hendes store interesse for planter og deres hidtil fremmede univers.
»Planter er nok de væsener her på jorden, som er de mest fremmedartede for os mennesker. Samtidig er det dem, der sørger for vores overlevelse. De giver os både ilt og mad. Vi mennesker er fuldstændig afhængige af dem, men vi værdsætter dem ikke nok. Det er blandt andet derfor, at jeg er begyndt at skrive om planter,« forklarer Charlotte.
I forbindelse med research til sine bøger har Charlotte fået et legat af Statens Kunstfond til at besøge Europas ældste urskov samt Chernobyl for at se, hvordan naturen tager over, når intet menneske kommer og forstyrrer den. Rejserne foregik med tog og bus, og den nye viden om planter tog hun med hjem i sin egen have.
»Jeg har researchet rigtig meget på planter, og hvad de kan. Jeg såede på et tidspunkt nogle mimosefrø, og det er nok en af de mest fantastiske planter. Hvis man rører ved mimosen, så lukker den sig sammen, ser vissen ud og spiller død. Hvis man bliver ved med at røre den, så finder den ud af, at det ikke er noget farligt, og åbner op igen. At have en plante, hvor man direkte kan se, hvordan man påvirker den, synes jeg er meget særligt. Det giver en synlig form for forbundethed.«
Al den research om planter og natur har skabt en endnu stærkere følelse af forbindelse til naturen for Charlotte. Den naturvidenskabelige viden om planter har været en decideret øjenåbner for hende.
»På mange måder er mennesker en del af naturen, men i mange år har vi følt os adskilt fra den. Da vi begyndte på landbruget, fandt vi ud af, at vi kunne kontrollere naturen meget. Efter det kom industrialiseringen, og her troede mennesker, at naturen og dens ressourcer var uendelige. Men der begynder at blive ressourcemangel, og vi er mange mennesker på jorden, så nu slår naturen tilbage. Og det skaber en ny form for forbundethed, da vi kan se, at alt, hvad vi tager, bliver vi nødt til at give tilbage. Ellers bliver det ikke ved med at være der.«
Forfatter og klimaaktivist
Den stærke interesse for planter og naturen kommer også til udtryk i Charlottes nyeste bog, 'Rosarium', hvis karakterer lever i tæt symbiose med naturen. Nogle af dem så tæt, at de med tiden udvikler sig til at blive en hybrid mellem et menneske og en plante. Ifølge Charlotte er bogen et forsøg på at åbne op for den fantastiske verden af planter og natur, som vi bør holde op med at se som fremmedartet.
»Jeg har gjort mig mange tanker om, hvad mit virke som forfatter kunne bruges til i forhold til klima og klimabevidsthed. Jeg mener, at litteratur kan give læseren en følelse af at gennemleve nogle dramaer gennem personer og opleve nye ting. Når man læser en bog, kan det være en sanselig oplevelse, hvor man går ind i en anden persons krop og ligesom tager den på. I 'Rosarium' er der nogle underlige grønne væsener, som læseren kommer til at leve sig ind i. På den måde kan det udvide vores forståelse for planter og natur. Og jeg mener, at denne øgede bevidsthed er nødvendig, for at vi kan ændre verden så radikalt, som der kræves. Der skal netop en stor bevidsthedsændring til.«
Ud over at kommunikere sin kærlighed til naturen gennem sine skønlitterære værker har Charlotte og hendes mand oprettet en blog, hvor de har lagt deres 2030-plan ud til inspiration for andre.
»Min mand og jeg har tænkt meget over, hvordan vi skal kommunikere i forhold til det her emne. Hvor meget kan og bør man regulere andre? Det er svært, og det er en situation, vi dagligt kommer ud i, når vi er sammen med andre mennesker. Når man diskuterer et emne som klimabevidsthed, kan man hurtigt komme til at fordømme andres måder at leve på. Derfor har vi valgt en stille og rolig tilgang, hvor vi blot viser og fortæller om, hvordan vi gør det. Vi har valgt en strategi, hvor vi forsøger at gå foran og ikke skamme andre ud undervejs. Derudover er det vigtigt for os ikke at leve for 'mærkeligt' eller fodformet, så andre kan spejle sig i vores livsstil. Men jeg mener også, at det er vigtigt, at nogle går mere provokerende til værks for sagen. Mange mennesker er meget bange for klimaforandringer, og det er ubehageligt at skulle se det i øjnene, men man bliver nødt til at tage information ind, før man kan handle. Mange mennesker lukker øjnene og tænker, at politikerne må gøre noget. Og det er jo en måde at lukke af for angsten på, hvilket jeg på mange måder godt kan forstå, men vi er bare nødt til at se realiteterne i øjnene og handle på det.«
Denne artikel er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
