Det er en udtrådt kliché, at livet kan ændre sig på et splitsekund.
Ikke desto mindre føler du måske, at sætningen perfekt beskriver, dengang du mødte dit livs kærlighed, scorede dit drømmejob eller blev forælder til dit første barn.
Men klichéen kan også bruges til at beskrive de oplevelser, der ikke ligefrem har rykket tilværelsen i en mere lykkelig retning.
Eksempelvis når du høj på livet kommer cyklende på arbejde, rammer ned i et efterladt arbejdshul, smadrer dit ansigt og ender med at skulle leve et liv med tinnitus, utilpashed og masser af smerter.
Og det er lige præcis – som B.T. søndag beskrev – hvad Michael Brødsgaard Nielsen oplevede 13. oktober 2020 på Inderhavnsbroen i København.
Københavns Kommune påtog sig alt ansvar for ulykken, men hvis Michael troede, det var ensbetydende med, at kommunen nu ville tage sig af ham og sørge for, at han fik alt, hvad han havde brug for, tog han grueligt fejl.
Vi skal skrue tiden tilbage til 16. oktober 2020.
Michael har været indlagt på Rigshospitalet i tre dage efter sin voldsomme ulykke, men får nu lov at vende sin brækkede snude mod hjemmet på Østerbro.
Han er groggy. Har ondt i ansigtet, der er svulmet op og bliver holdt sammen af flere metalplader. Og så er han chokeret.
Men hjælpen og støtten fra systemet er dog på et absolut minimum, og alt fra tilbud om en krisepsykolog til en kontaktperson hos Københavns Kommune må Michael spejde længe efter.
Han føler sig alene derhjemme, og frygten for at miste sit job som skraldemand sætter sig hårdt i Michael, der ikke ligefrem som 59-årig vil stå i en favorabel situation som ledig.
Så efter tre uger kæmper han sig tilbage på sin skralderute med makkeren Søren, der hjælper Michael gennem de tre til fire timer lange arbejdsdage, selvom utilpasheden og svimmelheden hurtigt byder sig til.
Det skal dog senere vise sig, at Michael vil blive straffet for sit forsøg på at komme tilbage på arbejdet.
Den 11. november modtager Michael nemlig Københavns Kommunes 'anerkendelse af deres erstatningsansvar', og cirka én måned senere – 15. december 2020 – sender den 59-årige mand en opgørelse over sine erstatningskrav til kommunen:
Opgørelsen indeholder stort og småt – blandt andet følgende.
- Michael søger om at få 565 kroner tilbagebetalt, som han har brugt på solcreme faktor 50, proteintilskud og vitaminpiller. Solcremen er blevet brugt til at beskytte arrene i ansigtet mod sollys, mens vitaminer og proteiner har haft til formål at hjælpe med helingen og restitutionen i perioden efter ulykken, hvor Michael kun måtte spise flydende kost. Alt sammen havde han fået anbefalet mundtligt af lægerne på Rigshospitalet.
- Michael søger om at få svie- og smertegodtgørelse på 200 kroner, indtil hans tilstand er stationær igen. Godt nok er han begyndt at arbejde igen, men han er stadig voldsomt påvirket af ulykken og lider af utilpashed, tinnitus og flere andre følgevirkninger.
Men da han 8. januar modtager en erstatningsopgørelse fra Københavns Kommune, sidder han efterfølgende rystet tilbage.
Kommunen vil ikke betale Michaels vitaminpiller, proteintilskud og solcreme. Selvom lægerne mundtligt anbefalede ham at købe dem alle, fremgår det åbenbart ikke af den skriftlige journal fra Rigshospitalet, og det er den, som kommunen læner sig op ad.
Svie- og smerteopgørelsen skuffer også Michael. Loven foreskriver nemlig, at man ikke behøver at være sygemeldt for at modtage de 200 kroner om dagen, men kommunen mener alligevel, at Michaels genoptagelse af sit arbejde gør, at han ikke er berettiget til pengene.
I skrivelsen henviser kommunen endda til en journal, hvori det fremgår, at Michael er 'velbefindende', men problemet er, at ordet i den pågældende journal bruges til at beskrive den 59-åriges kæbe og altså ikke den generelle tilstand.
Kommunen skriver endda:
»Vi vurderer, at der aktuelt ikke er lægelige oplysninger, som i tilstrækkelig grad dokumenterer, om dine gener i form af svimmelhed, hovedpine og koncentrations- og hukommelsesbesvær mv. er en følge af uheldet, eller om der er tale om gener som følge af manglende ro, efter du genoptog dit arbejde allerede 14 dage efter dit alvorlige uheld.«
Michael er rystet, da han læser passagen.
»De skubber jo skylden over på mig. Så jeg skal straffes for at prøve at komme på arbejde igen, fordi jeg er bange for at miste det? Og de skal gå fri? Det er da helt vanvittigt,« siger han i dag.
Og sådan har det være hele vejen igennem.
Vi kan tage endnu et eksempel.
I februar har Michael stadig ikke fået opereret sin brækkede næse, og af det offentlige får han at vide, at han tidligst kan få den opereret i august 2021 på grund af covid-19.
Michael finder dog ud af, at han kan få den opereret på et privathospital og anmoder kommunen om at få betalt operationen.
»Det kan kraftedeme ikke være rigtigt, at jeg skal gå rundt med en brækket tud i næsten et år. Jeg kan ikke trække vejret ordentligt gennem den, og det er en direkte følge fra ulykken,« tænker Michael.
Men ak. Det bliver igen et nej fra kommunen.
»Skal jeg være helt ærlig, så er jeg rystet. Det er fuldstændig uacceptabelt, at jeg helt uforskyldt bliver udsat for det her, og at kommunen efterfølgende vælger at handle sådan, at det her bliver en kamp i stedet for at sige: 'Vi er sgu kede af det. Det er vores skyld, og du skal nok få alt inden for rimelighedens grænser'. Det er jo ikke, fordi jeg har bedt om en million kroner eller en ny bil,« siger Michael.
Han mener nemlig, at sagsbehandlerne fortolker loven på en måde, der uden tvivl kommer 'kommunen til gode'.
»Jeg har sat mig ind i det her nu og snakket med flere advokater, og jo, hvis kommunen ville, kunne de sagtens fortsætte svie- og smertegodtgørelserne, selvom jeg tog på arbejde igen. Selvfølgelig kan de også betale min solcreme, selvom det ikke var skrevet ned i journalen,« siger han.
Og der er mere til.
Michael er også helt uenig i en afvisning af tabt arbejdsfortjeneste, ligesom han også mener, at kommunen sætter unødige spørgsmålstegn ved både hans egne forklaringer og hans praktiske læges vurderinger.
Den tabte arbejdsfortjeneste drejer sig om intet mindre end 10.000 kroner om måneden.
B.T. har forsøgt at få sat et interview op med Københavns Kommune, men kommunen har insisteret på, at det skulle foregå skriftligt og er vendt tilbage med følgende svar:
»Det er selvfølgelig dybt beklageligt, når borgere kommer til skade på grund af fejl, som vi har begået. Når vi har erkendt et erstatningsansvar, har vi derfor også fokus på at skabe en god dialog og vejlede borgere, så de får den erstatning, de er berettigede til. Som offentlig myndighed er der bare meget klare grænser for, hvornår og hvad der må udbetales i erstatning. Derfor kan vores afgørelser opleves som urimelige. Men jeg vil gerne understrege, at så længe en sag ikke er afsluttet, er der altid mulighed for en dialog med os om sagen. Vi kan kun beklage, hvis der skulle være tilfælde, hvor borgeren ikke har oplevet denne imødekommenhed,« skriver Trine Høj Andersen, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.
I dag har Michael endelig fået opereret sin næse, men det var uden Københavns Kommunes hjælp. I stedet overtalte han sit arbejdes sundhedsforsikring til at betale operationen på et privathospital.
Han har desuden i februar klaget over kommunens erstatningsopgørelse, men har endnu ikke fået svar.
Til gengæld er han igen sygemeldt fra sit arbejde.
»Jeg håber bare, at de ikke fyrer mig nu, for det ville jeg allerede have været, hvis ikke det var for min makker Søren, min kørselsleder, min tillidsrepræsentant og hele virksomhedens indstilling,« siger han.
