På en båd i Tivoli gik Dita Kaudzites livs kærlighed ned på knæ, men da hun havde sagt ja, var hun så glad, at hun helt glemte sine omgivelser.

»Da vi sejlede båden ind, og jeg skulle ud af den, tabte jeg pludselig noget i vandet,« fortæller hun.

Først troede hun, det var den forlovelsesring, hun lige havde fået af sin nu forlovede, men så så hun sin mobiltelefon falde langsomt ned i revnen mellem båden og landjorden.

»Det var den, der havde alle billederne fra vores dag i Tivoli, så jeg ville virkelig gerne have den igen,« siger Dita Kaudzite og fortsætter:

Dita Kaudzite sammen med sin forlovede
Dita Kaudzite sammen med sin forlovede Foto: Privatfoto
Vis mere

»De søde ansatte prøvede at hjælpe med at finde den i vandet, men det var så koldt, at vi stoppede efter 10-15 minutter.«

På trods af at hendes forlovede lige havde fortalt hende, at han ville bruge resten af livet med hende, så var hun alligevel ked af at miste mobiltelefonen. Hun var sikker på, den aldrig kom op igen.

Men så blev hun pludselig gjort opmærksom på et opslag, som Tivoli havde lavet på Facebook hele fem uger efter, de havde besøgt parken den 17. november. I opslaget var et billede af Tivolis elektriker Niels, der havde fundet telefonen på bunden af søen. Og det bedste af det hele: Den virkede stadig.

»Jeg glæder mig så meget til at se alle de billeder, jeg har på den. Det er helt vildt, at de har fundet den,« siger Dita Kaudzite og fortsætter med et lille grin:

»Det må være den bedste reklame, Apple har fået.«