23-årige Line Randrup Thomsen fik at vide, at hun havde en identitetskrise. At livet føltes umuligt og ligegyldigt, fordi hun skulle finde ud af, hvem hun er.

Lægen lyttede ikke, og i mellemtiden fik hun det værre og værre - indtil den den dag, hun kollapsede på gulvet.

»Pludselig falder jeg helt sammen på gulvet og kan ikke bevæge mig,« fortæller den 23-årige sygeplejerskestuderende fra Vejle til B.T.

Line Randrup Thomsen havde ikke en identitetskrise. Hun havde en moderat depression og skrev sig dermed ind i en kedelig statistik.

Unge kæmper med deres mentale helbred. Undersøgelsen ‘Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2017’ viser, at 23,8 pct. af alle kvinder mellem 16-24 år har et dårligt mentalt helbred. For mænd i samme aldersgruppe er tallet 12,9 pct.

Ifølge Psykiatrifonden får 8 pct. af befolkningen en depression i løbet af et år, mens livstidsrisikoen ifølge Sundhedsstyrelsen er 17-18 pct.

For Line Randrup Thomsen viste depressionen sig ved, at hun ikke kunne huske.

Selv helt almindelige hverdagsting glemte hun, og hun kunne ikke koncentrere sig om sit studie eller om at rydde op i sin lejlighed.

Vennerne så hun aldrig, for hun havde lukket sig inde i en boble.

»Jeg gik rundt med en følelse af, at jeg var forkert, og jeg havde svært ved at sætte ord på, hvordan jeg havde det,« husker Line Randrup Thomsen.

Søvnen undveg hende.

Den aften, hun kollapsede, havde hun ikke fået hvile i tre døgn.

Line Randrup Thomsen fik akut hjælp, men skulle så finde ud af, hvordan hun kunne kæmpe sig ud af depressionen.

Og så kom hun i tanker om et opslag, hun havde set på sin skole.

Der stod, at man kunne få hjælp, hvis man gik rundt med svære tanker. Præcis som dem, Line Randrup Thomsen havde.

Opslaget var for ‘LÆR AT TACKLE angst og depression - for unge i alderen 15-25 år’, som er en gruppebaseret selvhjælpsindsats, der giver unge redskaber til at mestre symptomer og udfordringer, der forhindrer dem i at klare hverdagen.

Men sådan oplevede Line Randrup Thomsen det ikke.

I hvert fald ikke i første omgang.

»I starten havde jeg det virkelig svært med kurset. Jeg følte ikke, at jeg rykkede mig. Jeg er meget typen, at når jeg gør noget, så vil jeg også kunne se resultater. Og det følte jeg ikke, jeg kunne,« siger hun.

Men langsomt gik det op for hende, at hun faktisk fik det bedre. At hun brugte de redskaber, hun blev præsenteret for. At hun kunne begynde at fokusere igen og strukturere en hverdag. Og det hjalp, at underviseren selv havde kæmpet med en psykisk lidelse.

Hun fik også en enorm trang til at begynde at studere igen - og nu er hun selv underviser i 'LÆR AT TACKLE'-indsatsen.

»Jeg fik nogen at spejle mig i, og det vil jeg gerne give videre,« siger hun.

Line Randrup Thomsen er ikke den eneste, der har mærket en positiv forandring efter at have fulgt kurserne.

En dugfrisk evaluering på indsatsen viser, at 76 pct. af deltagerne er tilfredse eller meget tilfredse med forløbet, og en rundspørge viser, at de unge har fået lettere ved at håndtere livet.

Andre læser også