Karrieren peakede, men det gjorde Klara Svenssons liv i København ikke.

»Jeg følte ikke, at jeg hørte til, og det var en hård omvæltning for mig, der egentlig er en ret social person. Jeg følte mig låst,« siger hun.

Den svenske bokser fortæller nu for første gang om en mørk tid i sit liv, hvor alt udadtil ellers så godt ud.

Vi skal tilbage til 2013, hvor hun fik kontrakt med promotoren Sauerland, hvilket indebar en flytning til København.

Klara Svensson ved ikke, om karrieren er slut.
Klara Svensson ved ikke, om karrieren er slut. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

»På en måde var det mine drømme, der blev til virkelighed. Jeg havde skrevet kontrakt med en stor promotor og kom tættere på en storkamp. Det var intet i vejen med Joey (træner Gamache, red.), men det var individuel boksetræning i to timer om dagen. Resten af opgaven skulle jeg selv løse. Det var ikke let i et nyt land og en ny by. Jeg var meget ensom,« siger Klara Svensson i et interview med Expressen.

I mellemtiden boksede hun mange kampe rundtomkring i Danmark som en populær boksedarling på Sauerland-plakaten, mens hun kæmpede med privatlivet.

»Jeg bed tænderne sammen og forsøgte at få det bedste ud af situationen. Alt fokus handlede om at blive bedre til den næste kamp,« siger hun.

Men det hjalp ikke. Et dårligt forhold til en kæreste hjalp heller ikke. Det endte med et brud lige inden VM-kampen mod Erica Anabella Farias i 2015.

Klara Svensson vinder over Veronika Hornyak fra Ungarn  ved et stævne i Albertslund i 2014.
Klara Svensson vinder over Veronika Hornyak fra Ungarn  ved et stævne i Albertslund i 2014. Foto: Betina Garcia
Vis mere

»Kampen, jeg havde trænet frem mod i fire-fem år, blev endelig til noget. Samtidig var jeg helt nedbrudt, både fysisk og mentalt,« siger Klara Svensson:

»Det var en mørk tid. Jeg græd hver aften. Men jeg var drevet af, at jeg ville vise, at jeg kunne klare alt. Jeg havde kun fokus mod mit mål om at vinde titlen.«

Men Klara Svensson tabte den aften i Frederiksberg-hallerne. I dag kalder hun 2015 for sit 'sorte år'.

»Jeg har aldrig haft det så pyskisk dårligt som dengang, men det var ikke noget, jeg fortalte om. Jeg ville vise, at jeg var stærkt. Jeg ville hellere være blevet ramt af en bil end at fortælle, at jeg ikke kunne bokse, fordi jeg havde det dårligt,« siger hun.

Men Klara Svensson tog en beslutning og flyttede tilbage til Sverige og Malmø for at få styr på sit liv.

»Den største fejl, jeg begik, var ikke at prioritere mit eget velbefindende. Jeg ved, at jeg altid er klar til at give den en skalle, når det gælder. Men hvad nu, hvis jeg også havde haft det sjovt samtidig?« spørger den i dag 31-årige svenske bokser.

Både i forbindelse med sine seneste to storkampe - mod Mikaela Lauren i 2016 og Cecilia Brækhus i 2017 - var 'den rigtige glæde der ikke', fortæller hun i interviewet.

Hun tabte i kæmpebraget mod sidstnævnte og holdt siden et års pause. Sidste år vendte hun tilbage i bokseringen med en sejr. Men det eneste, hun ønsker nu, er en revanchekamp mod den norske bokseverdensmester Cecilia Brækhus.

Der er forhandlinger mellem lejrene, fortæller Klara Svensson.

Men vigtigst af alt, har hun fået revanche i kampen mod sig selv.

»Det har taget lang tid at blive mig selv igen. Jeg har fået hjælp og har arbejdet hårdt mentalt. Og jeg er glad for, at jeg har gjort det. Jeg er endelig fri,« siger Klara Svensson.