Endnu et dansk dambrug er ramt af fiskesygdommen IHN.

Denne gang er der tale om Hvilested Dambrug ved Kolding, der nu må lukke grundet fiskesygdommen IHN, der særligt er farlig for ferskvandsfisk, som kan risikere at dø i værste tilfælde.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelse.

»Danmark har nu syv restriktionszoner med IHN, hvor der gælder særlige regler. Men det er først, hvis mere end 25 procent af landet bliver ramt af IHN, at den resterende del af Danmark mister sin IHN-fri status,« forklarer sektionsleder og dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Signe Balslev.

Hvilested Dambrug er blevet lukket af Fødevarestyrelsen, efter man har fundet fiskesygdommen IHN i dambruget. Jens Nørgaard Larsen

I Danmark er der cirka 175 dambrug, som hos nogle er bedre kendt som en 'fiskefarm'.

Tidligere på året blev seks dambrug lukket samt tre fiskesøer, da myndighederne konstaterede smitte med selvsamme IHN-infektion.

Virksomhederne fik derfor, og efter fast praksis, forbud mod at sælge fisk og tage imod lystfiskere.

Ved samme lejlighed suspenderede Danmark midlertidigt sin status som IHN-fri, mens Fødevarestyrelsen afklarede hvor udbredt sygdommen var i Danmark.

Suspenderingen blev ophævet i juli, da Fødevarestyrelsen fik inddæmmet sygdommen, og dermed kunne erklære 95 procent af landet fri for IHN-virus.

Nu er situationen dog forværret igen. Fødevarestyrelsen melder dog ikke noget om en ny eventuel suspendering.

Sygdommen er dødelig for fisk, men ikke farlig for mennesker.