Det er anden gang på kort tid, at Fødevarestyrelsen finder ulovlige mink i Danmark.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Minkene er fundet på baggrund af et anonymt tip.
Det førte til, at Fødevarestyrelsen onsdag besøgte en minkfarm ved Løvel i Viborg Kommune. Her blev der fundet omkring 230 mink og 60 ræve, som på ulovlig vis blev holdt i bure.
Minkene vil blive aflivet torsdag, og ejeren af minkfarmen vil blive politianmeldt.
Desuden vil ejeren få et påbud, der gør, at vedkommende bliver nødt til at opgive rævene eller aflive dem.
Siden 29. december 2020 har det været ulovligt at have mink i Danmark, medmindre man maksimalt har fem mink. Siden 2017 har det som hovedregel været ulovligt at have ræve i bure.
Onsdag i sidste uge blev der fundet 126 mink på en farm ved Thyholm. Her blev ejeren også politianmeldt, og dyrene blev aflivet.

