Et Facebook-opslag fra Fødevarestyrelsen får lige nu stor opmærksomhed og deler vandene blandt danskerne.

Opslaget, som i skrivende stund er blevet delt mere end 400 gange, advarer mod et husråd, som de fleste af os nok er vokset op med.

'Har du hørt det gamle råd om, at du kan give dit barn kamillete, hvis det bliver sygt?,' skriver Fødevarestyrelsen i opslaget, som er en advarsel mod at gøre netop det.

Ifølge deres eksperter kan kamillete nemlig indeholde flere stoffer, som er skadelige for småbørn.

'Kamillete kan indeholde naturlige plantegiftstoffer, som kommer fra ukrudtet i de marker, hvor kamilleteen høstes. Stofferne hedder Pyrrolizidin-alkaloider og kan særligt påvirke leveren,' skriver Fødevarestyrelsen.

'Nogle teer kan også indeholde koffein, som børn ikke har godt af – og så kan te hæmme små børns optag af jern. Derfor fraråder Fødevarestyrelsen, at du giver børn under tre år te og kamillete,' skriver de i Facebook-opslaget.

Selv om Fødevarestyrelsen er en del af Danmarks øverste myndighed på området, Miljø- og Fødevareministeriet, så er det ikke alle Facebook-brugere, som ønsker at anerkende rigtigheden af advarslen.

'Må man snart noget som helst,' spørger Facebook-brugeren Kira Willadsen retorisk, og adskillige andre skriver som kommentarer til opslaget, at deres egen læge anbefaler kamillete, samt at risikoen ikke er høj nok til, at de vil stoppe med at give deres børn kamillete.