På Facebook-grupper tilknyttet Islands Brygge og områder tæt på skrives der lige nu om et særligt fænomen, man ikke ser ofte på de kanter.
Man plejer at skulle lidt længere ud på Amager i København.
I flere timer har fly med retning mod Københavns Lufthavn nemlig fløjet så lavt, at man tydeligt har kunne se dem fra vinduer og altaner.
Søren Rosenkilde Clausen, der både er chef for København Lufthavns afdeling for det man kalder 'public affairs', men torsdag aften også passer pressetelefonen, fortæller, at der er en simpel forklaring på de lavthængende fly.
De er nemlig ved at lande på en bane, man normalt ikke benytter.

»Lige nu bliver der udført noget reparation på de baner, vi bruger mest. Samtidig er vejrforholdene sådan, at det er mest optimalt at lande i den retning. Man skal helst lande – og faktisk også lette – mod vinden,« siger han til B.T.
Derfor bruger man torsdag aften det han kalder Tværbanen til indflyvninger.
»Det er meget sjældent, vi gør det,« siger Søren Rosenkilde Clausen og fortsætter:
»Vi lander oftest ind over Øresund eller Kongelunden på Amager.«

