Omkring 30.000 forældre gik lørdag på gaderne i 57 byer over hele landet for at demonstrere for minimumsnormeringer i landets vuggestuer og børnehaver.

I København samledes de demonstrerende på Bertel Thorvaldsens Plads. Klokken 13 var pladsen mere end fyldt, og politiet måtte afspærre de nærliggende veje for at få plads til alle.

De fremmødte ville vise politikerne, hvor utilfredse de er med hverdagen i de danske daginstitutioner.

De demonstrerende vil have flere pædagoger - og accepterer ingen undskyldninger for, at det ikke kan lade sig gøre.

Lørdag demonstrerer forældre i over 50 forskellige byer i landet for at kræve, at der sættes et loft over, hvor mange børn der må være for hver voksen i børnehaver og vuggestuer. Bertel Thorvaldsens Plads i København, lørdag den 6. april 2019.
Lørdag demonstrerer forældre i over 50 forskellige byer i landet for at kræve, at der sættes et loft over, hvor mange børn der må være for hver voksen i børnehaver og vuggestuer. Bertel Thorvaldsens Plads i København, lørdag den 6. april 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Blandt barnevogne, balloner, børn, slagord og -sange mødte B.T. Bodil Garthe og Carina Søgaard. Begge mente, det handler om prioritering og ikke om manglende midler.

»Alt kan lade sig gøre. Det handler om at få taget dokumentationskravene væk fra institutionerne. Jeg er selv pædagog, og vi sidder og laver tonsvis af papirarbejde,« sagde Carina Søgaard.

Carina Søgaard og Bodil Garthe har en idé om, hvor pengene til flere pædagoger skal komme fra.

»Man kan sagtens bruge færre penge på administration og bygninger. Asfalten kan nok vente nogle år, imens vi får rettet op på, hvor mange pædagoger der er i institutionerne. Prioritering kan man altid lave om på. Vi har lavet nye veje de sidste mange år.«

Carina Søgaard og Bodil Garthe. Foto: Louise Petring
Carina Søgaard og Bodil Garthe. Foto: Louise Petring
Vis mere

Det er en stor gruppe forældre, som står bag initiativet til demonstrationen. Gruppen af forældre har formået at lave en Facebook-gruppe med knap 30.000 medlemmer.

Demonstrationerne skal tvinge politikerne til at vedtage minimumsnormeringer. Det bakker pædagogernes fagforening, Bupl, også op om.

Mere konkret ønsker demonstranterne maksimalt tre børn pr. voksen i vuggestuerne og højest seks børn pr. voksen i børnehaverne.

Det er blandt andet den seneste mediedækning af presset i daginstitutionerne og et nedstemt forslag om minimumsnormeringer i daginstitutionerne i marts, der har sat fokus på problemstillingen.

Lørdag demonstrerer forældre i over 50 forskellige byer i landet for at kræve, at der sættes et loft over, hvor mange børn der må være for hver voksen i børnehaver og vuggestuer. Bertel Thorvaldsens Plads i København, lørdag den 6. april 2019.
Lørdag demonstrerer forældre i over 50 forskellige byer i landet for at kræve, at der sættes et loft over, hvor mange børn der må være for hver voksen i børnehaver og vuggestuer. Bertel Thorvaldsens Plads i København, lørdag den 6. april 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

I bagende sol og med et banner med teksten: 'Hvor er der en voksen' mødte B.T. de tre mødre Jelena Bundalovic, Stella Flokstar og Gry Bauer, som alle er enige om, at det står kritisk til i de danske daginstitutioner.

»De første fire år af børns liv er altafgørende for at skabe et fundament, der senere kommer til at udgøre værdierne i vores samfund. Jeg synes selvfølgelig, det er super ærgerligt, at vores børn er de udsatte,« siger Jelena Bundalovic, som er glad for, at så mange forældre har valgt at komme til demonstrationen.

Stella Flokstar mener, at man kan få råd til flere pædagoger ved at beskatte miljøområdet.

»Men jeg synes, det er et forkert sted at starte, at vi skal finde pengene, før vi kan stille krav om, at der skal være minimumsnormering. Der mangler stadig 9.000 pædagoger, jeg kan slet ikke se, hvorfor det er et stort problem,« siger Stella Flokstar med alvorlig mine, og Gry Bauer nikker anerkendende.

 Jelena Bundalovic, Stella Flokstar og Gry Bauer. Foto: Louise Petring
Jelena Bundalovic, Stella Flokstar og Gry Bauer. Foto: Louise Petring
Vis mere

»Det er heller ikke os, der skal sige, hvor pengene skal komme fra. Det bestemmer politikerne. Vi siger bare, hvad vi vil have, de skal blive brugt på. Det skal ikke være forældrene, der skal svare på, hvor pengene skal komme fra.«

Stella Flokstar mener også, det kan betale sig på længere sigt, hvis man får flere pædagoger i daginstitutionerne. Ellers mener hun, det kan gå ud over børnenes velbefindende.

»Vi får børn med særlige diagnoser og psykologiske forstyrrelser. Det kommer til at koste rigtig mange penge. Jeg kan slet ikke se, hvad problemet er i forhold til at skrue op på humant niveau. Jeg er selv pædagog, og jeg tror ikke, jeg holder til branchen. Mit barn går allerede i privat institution, og jeg kan ikke forsvare at have hende i en offentlig. Jeg kan ikke acceptere det - ellers må jeg gå hjemme,« siger hun til B.T.

Og mens op mod 10.000 mennesker har samlet sig på Bertel Thorvaldsens plads, er børne- og socialminister Mai Mercado (K) sikker på, at kravet om en minmumsnormering ikke bliver en realitet.

Forældredemonstration.
Forældredemonstration. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Hvis det var så let at indføre minimumsnormeringer, så havde den daværende Thorning-regering gjort det. Minimumsnormeringer var med i regeringsgrundlaget, og undervejs havde både S, SF og R børneministerposten. Alligevel kom der ingen minimumsnormeringer. I dag er socialdemokraterne heller ikke tilhænger af minimumsnormeringer, så jeg har svært ved at se, at det er en farbar vej,« skriver Mai Mercado til B.T.

I marts blev en afstemning om minimumsnormeringer nedstemt i Folketinget. Det fik SF-politikeren Jacob Mark til tasterne, hvor han skrev en opdatering på Facebook. Det var den opdatering, der blev katalysatoren for de mange tusinde demonstranter, som lørdag fyldte de danske gader.