'En eller flere afgange sejler ikke planmæssigt.'

Denne tekst møder brugere, der i disse dage forsøger at booke billetter til Molslinjen via hjemmesiden.

Flere afgange er nemlig blevet aflyst både lørdag og søndag i kølvandet på, at Molslinjens nye kæmpefærge Express 4 torsdag stødte ind i kajen i Odden Havn og derfor måtte tages ud af drift.

I første omgang lød meldingerne, at Express 4 ville være tilbage i drift søndag morgen, men nu tyder det på, at den udmelding var en tand for optimistisk.

Det fremgår nemlig af Molslinjens hjemmeside, at der er flere aflyste afgange både lørdag og søndag.

Lørdag drejer det sig om fire aflysninger. To fra Aarhus henholdsvis klokken 09.00 og 12.30 og to fra Odden henholdsvis klokken 10.45 og 14.15.

Søndag er der seks aflysninger. Tre fra  Aarhus klokken 10.00, 13.30 og 17.15 og tre fra Odden klokken 11.45, 15.15 og 19.00.

Rejsende, der på forhånd har booket billet til disse afgange, skulle være blevet informeret og have fået anvist alternative muligheder. Du kan følge færgens rejseplan her for eventuelle ændringer og opdateringer.

Passagerer, der var ombord på Express 4, da den torsdag stødte ind i kajen i Odden Havn, fortalte B.T., hvordan folk faldt omkuld, og porcelæn væltede ned fra hylderne, da færgen pludselig ramte kajen.

»Vi sejlede ind i molen med høj fart. En del mennesker var allerede i deres biler, men dem, som stadig var på dækket, fløj rundt,« sagde Lars Mygind, som selv var med på færgen.

Der var ingen personer, der kom alvorligt til skade under sammenstødet.

Færgen måtte dog en tur på værft i Frederikshavn.