Det var et sammenstød, som fik passagerer til at falde omkuld og porcelæn til at flyve ud af hylderne, da Molslinjens Express 4 ramte kajen torsdag.

»Vi sejlede ind i molen med høj fart. En del mennesker var allerede i deres biler, men dem, som stadig var på dækket, fløj rundt,« fortæller Lars Mygind, som var om bord på færgen.

Han sad selv oppe i restauranten, da sammenstødet fandt sted. Her så han en kvinde, der røg ind i en dør og faldt om på gulvet på grund af rystelserne.

Kvinden valgte ifølge Lars Mygind dog at takke nej til hjælp og gik selv ned til sin bil.

Lars Mygind, før han kørte fra færgen, som torsdag formiddag stødte ind i kajen.
Lars Mygind, før han kørte fra færgen, som torsdag formiddag stødte ind i kajen.

Var du om bord på færgen, eller har du foto eller video? Så hører B.T. gerne fra dig på matu@bt.dk.

Kommunikationschefen hos Molslinjen, Jesper Mack, bekræfter, at Express 4 kom i berøring med kajen, da den skulle ind i Odden Havn, men mere ved han på nuværende tidspunkt ikke. Om bord på færgen havde Lars Mygind gerne set, at personalet havde givet ham og andre passagerer mere information.

»Tavsheden var foruroligende. Det havde været rart at få at vide, at færgen ikke tager vand ind, og at de har styr på det. Der var bare radiotavshed.«

Molslinjen arbejder på at finde ud af, hvorvidt sammenstødet har forårsaget personskader eller skader på færgen.