Fire store kriser ligger og lurer på verden lige nu. Men corona er ikke en af dem, til trods for at flere end 300.000 er døde med coronasmitte på verdensplan.

Det mener antropolog, evolutionsbiolog, professor og den Pulitzer-vindende forfatter Jared Diamond.

Faktisk mener han slet ikke, at coronasituationen er særlig alvorlig. Det skriver norske TV2.

I stedet peger han på fire andre scenarier, der er langt mere alvorlige, og kan få verden og menneskeheden til at bryde sammen.

»Én ting, der kan få os alle dræbt i løbet af bare tre måneder, er en atomkrise. Det er, det som vil dræbe flest mennesker på kortest tid,« siger Jared Diamond.

Det andet scenarie er klimaforandringer.

Ifølge professoren kan klimaforandringerne have altafgørende betydning for vores fremtidige overlevelse.

Det tredje scenarie er ressourceudtømning.

Her frygter professoren, at verdens ressourcer ikke bliver fordelt ligeligt. Hvilket vil have en stor, negativ effekt på menneskeheden.

Og det fjerde og sidste punkt er ulighed.

Der findes rige og fattige lande, men med globaliseringen og den elektroniske udvikling, mener Jared Diamond, at de, der bor i de fattige lande, kan sidde på mobilen og se, hvordan det er i de rige lande.

Og det vil gøre dem vrede, mener han.

Ifølge professoren er pandemier ikke en del af de fire farligste kriser, der hænger over verden lige nu.

Netop fordi antallet af døende er relativt lavt.

I hvert fald sammenlignet med de fire andre scenarier.

»Verden har lige nu 7,7 milliarder mennesker. Med Covid-19 er bare to procent døde. Dræbte corona 154 millioner af os, vil der stadig være 7,5 milliarder mennesker tilbage. Det er nok, for at menneskeheden kan fortsætte,« fortæller Jared Diamond.