»Det har aldrig fundet sted.«

Sådan lyder det nu fra Lagkagehuset, efter de sammen med seks andre virksomheder har fået hård kritik for at have fået del i regeringens coronahjælpepakker.

»Der har de seneste dage floreret et rygte i medierne om, at Lagkagehuset bevidst søger at undgå at betale skat i Danmark ved at flytte kapital ud af landet. Lad mig en gang for alle slå fast, at det aldrig har fundet sted, og det kommer heller ikke til at ske i fremtiden,« siger administrerende direktør Jason Cotta i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer efter, at Lagkagehuset sammen med Babysam, Synoptik, Sportmaster, Gate Gourmet, BC Hospitality Group og Euro Cater alle i en TV 2-udsendelse torsdag blev kritiseret for at være designet til ikke at betale skat i Danmark.

Foto: Camilla Rønde
Vis mere

Alligevel har de tilsammen modtaget 261 millioner kroner fra regeringens coronahjælpepakker.

Udsendelsen fik efterfølgende flere seere til at gå på sociale medier, hvor de opfordrede til at boykotte de nævnte virksomheder og eksempelvis købe deres brød et andet sted end i Lagkagehuset.

Det kunne blandt andet ses hos SchweizerBageriet i Aarhus, hvor kunderne er strømmet til i kølvandet på TV 2-programmet.

Men Lagkagehuset gør det nu klart, at de er en dansk virksomhed, der er skattepligtig i Danmark, både i form af direkte selskabsskatter og indirekte skatter og afgifter.

De tager derfor kraftig afstand fra at flytte penge ud af Danmark for at undgå at betale selskabsskat her i landet.

»Vi er gennem de seneste 10 år vokset med mere end 20 procent årligt, og vi er i dag en virksomhed med 3000 ansatte. Vi har de seneste tre år investeret næsten en halv mia. kr. i Lagkagehuset med support fra vores ejere. Vi er endnu ikke der, hvor vi har kunnet præstere et skattepligtigt overskud,« siger Jason Cotta og fortsætter:

»Når vi forhåbentligt snart præsterer et skattepligtigt overskud, vil den betaling naturligvis ske i Danmark.«

På grund af den aktuelle kritik har Lagkagehuset derfor også valgt at offentliggøre selskabets årsrapport for 2019.

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Vi vil meget gerne vise fuld transparens, derfor har vi netop offentliggjort årsregnskabet for 2019. Heraf fremgår vores finansielle struktur klart og tydeligt. Det er vigtigt for os at sige meget direkte, at der intet fordækt eller kritisabelt foregår i Lagkagehusets håndtering af skattebetaling,« siger den administrerende direktør.

Berlingske har været i kontakt med TV 2's nyhedsredaktør, Mikkel Hertz, der fortæller, at alle de involverede virksomheder har fået mulighed for at deltage i programmet, men ikke har ønsket at stille op til interview.

»Folketinget har fastslået, at der ikke vil blive givet hjælpepakkemidler til virksomheder, som er ejet af selskaber i skattely – punktum. Men danske politikeres definition af, hvilke lande der rent faktisk kan defineres som skattely, vurderes af eksperter at være utilstrækkelig og udtryk for politiske aftaler, der ikke handler om skattely eller ej, men andre hensyn,« skriver han blandt andet til avisen.

Sportmaster, Babysam og Synoptik er også gået ud og har taget til genmæle på de sociale medier.